Foto: Jan Sneum
Sådan reklamerede Medley for Danmarks første punk LP, Minutes to Go med gruppen Sods. Hvis dette navn ikke får nogen klokke til at ringe, så gør navnet Sort Sol måske. Gruppen Sort Sol har en mere rå og energisk fortid, uden for airtime på de store radiokanaler. Denne fortid har om noget bidraget til et stykke unikt dansk rockhistorie. Et stykke dansk kunst, der er en lille flig af den epoke i musikkens historie, der blev døbt punk.
Punken kom til Danmark i 1977, da den engelske gruppe Sex Pistols gav hele to koncerter på spillestedet Daddy’s Dance Hall i København. Blandt publikum befandt sig tre unge københavnere Steen Jørgensen, Peter Peter og Camilla Højby, som skulle få en central rolle i punkens indtog i Danmark.
Steen Jørgensen på 17 år havde tidligere det år lært den to år ældre Peter Peter at kende. Han var faldet i snak med Schneidermann til en koncert med den amerikanske gruppe Television, som i juni 1977 ligeledes spillede på Daddy’s Dance Hall. Peter Peter var fuldstændig stålsat på, at Jørgensen skulle være sanger i hans nystartede band Suck, hvilket skulle blive startskuddet til mange års makkerskab.
Bandet Suck var dog nærmest fortid, allerede inden de var gået i gang. Hurtigt stod Peter Peter og Jørgensen alene uden trommeslager og bassist, men de to unge fyre havde dog ikke tænkt sig at kaste håndklædet i ringen. Før internettet var pladebutikker og spillesteder stedet, hvor ligesindede mødtes og faldt i snak om musikken. Peter Peter og Jørgensen kom da også i tanke om en fyr, som de havde mødt på denne måde. Hans musiksmag var meget den samme som deres, så han måtte da være den helt rigtige. Denne fyr var Thomas Ortved, der hurtigt var klar på at danne et band, bare hans kammerat Knud Odde kunne være med. Kravet fra Ortved blev godtaget, og bandet Sods var en realitet.
Med Peter Peter på guitar, Steen Jørgensen på vokal, Tomas Ortved på trommer og Knud Odde på bas, var de fire unge herrer klar til at sætte punk på det danske landkort.
Den hårde kerne
Debutkoncerten med disse fire punkere var henlagt til en gymnastiksal på Rødovre Statsskole. En torsdag formiddag i november 1977, skulle eleverne afslutte en emneuge om England med at møde med den nye eksportvare derfra, nemlig punken. På ca. et kvarters tid havde de fire spillet sig ind i dansk musikhistorie, ved at give den første koncert af et dansk punkband.
Stilen var simpel firetakters punk, som den blev serveret af f.eks. Sex Pistols i England. I løbet af 1978 blev det dog mere og mere tydeligt, at Sods ikke bare kopierede de udenlandske idoler, men ville levere deres egen tolkning af genren. Sods blev hurtigt et yndet koncertnavn på den lille københavnske punkscene. Koncerterne blev ofte holdt på små venues, da det ikke var mange spillesteder, som ønskede denne musik på plakaten.
Af den håndfuld bands, der udgjorde den københavnske punkscene, var det tydeligt, at Sods var den hårde kerne. Der blev set meget op til gruppen, og det slæng af personer, der var tættest på bandet. En person som Camilla Højby blev hurtigt miljøets ukronede dronning.
At hun fik denne position, var bestemt ikke kun på grund af, at hun var kæreste med Steen Jørgensen. Derimod manifesterede hun sig ved at være en ildsjæl, som bestemt ikke var bange for at ytre sine holdninger. Hun havde været med til at bringe punken med til Danmark, efter at hun var vendt hjem fra et ophold som au pair i London.
Gennem hjemmelavede magasiner, som gik under betegnelsen fanzines, blev hun en vigtig stemme for det spirende københavnske punkmiljø.
At lave sit eget blad var netop helt i tråd med endnu et vigtigt element i punken, nemlig en do it yourself-mentalitet. Denne mentalitet eller livsfilosofi, om man vil, prægede alle aspekter af den subkulturelle identitet. Lav dit eget band, dit eget tøj, dine egne medier og arranger dine egne koncerter. Den kreative drivkraft var i centrum, hvorefter evner kom i anden række.
Så klichéen om at punken udelukkende var arbejdssky elementer, der kun havde evner til at drikke sig fulde og lave ballade, havde intet på sig. Derimod var kreativitet og virkelyst i højsædet. Det skulle bare ikke være på samfundets præmisser, men ungdommens egne.
Punk på vinyl
Efteråret 1978 bød på nogle ret så uvirkelige udfordringer for stjernerne på den københavnske punkhimmel. Det var på dette tidspunkt, at gruppen stod til at ændre den danske musikhistorie ved at indspille debut LP’en Minutes to Go, på det danske selskab Medley. Indspilningen foregik i noget så etableret, som det nu så legendariske københavnske studie Sweet Silence. Pengene var dog små, og man regnede ikke Sods som nogen kommende guldgruppe, så for at spare på udgifterne, var optagelserne af pladen henlagt til om natten.
Med Flemming Rasmussen som tekniker og Poul Bruun som producer, formåede Sods at få indspillet pladen i løbet af ganske få dage. På trods af, at de unge punkere Peter Peter, Jørgensen, Ortved og Odde ikke var vant til at indspille i et stort og avanceret studie, gik det relativt nemt og hurtigt.
Resultatet blev en LP med en samlet spilletid på en smule over 26 minutter. Med ni skæringer leverede Sods deres bud på, hvordan punk kunne lyde. Otte af gruppens egne numre og en hæsblæsende coverudgave af Suicides ”Ghost Rider”. Gruppen var inspireret af den engelske punks rå og hurtige lyd, men Sods viste på pladen, at de allerede var begyndt at tage musikken i deres helt egen retning.
I februar 1979 blev Minutes to Go udgivet, og dansk musik var ikke længere det samme. Med denne plade gav Sods den danske musikscene, som var præget af arven fra hippietiden, en syngende lussing. Musikken på pladen var i diametral modsætning til den bløde og politisk korrekte rockstil, såsom Gasolin, Gnags, C.V. Jørgensen osv., der dominerede musikscenen mod slutningen af 70’erne. En morsom detalje er da også, at manden der stod bag mange af Gasolins pladeomslag, Peder Bundgaard, fik opgaven med at lave omslaget til Minutes to Go. Et pladecover, som havde de fire unge punkere på forsiden på trods af, at gruppen havde forsvoret, at de ikke skulle pryde omslaget.
Omslag: Peder Bundgaard
Eftermælet
Ganske vist var det den tidlige punks hurtige og korte aggressivitet, der over de seks af pladens numre dominerede udtrykket. Men fire af numrene adskilte sig fra den vanlige opskrift, nemlig ”Pathetic”, ”Flickering Eyes”, ”Transport” og ikke mindst ”Copenhagen”. Disse numre var et bevis på, at Sods allerede i slutningen af 1978 var på vej over i en ny inkarnation af punken. Et musikalsk udtryk, der allerede havde forandret punkscenen i England til det, vi kender som postpunk.
Da pladen udkom, solgte den ikke fantastisk og gav ikke megen anledning til at tro, at bandet skulle blive et af Danmarks mest populære rockbands. Ikke desto mindre blev Minutes to Go ikonisk i kraft af dens originalitet i dansk sammenhæng.
Sammen med opsamlingsalbummet Pære Punk er Sods debutplade blevet en milepæl i dansk rockhistorie på linje med Steppeulvenes Hip. Pære Punk blev udgivet et par måneder efter Mintutes to Go og dokumenterede udover Sods den danske punkscene med kunstnere som Lost Kids, No Knox og Kliché. I 1979 var der ikke mange, der gad at købe denne nye musik. Der var ikke mange anmeldere, der skænkede den positive ord med på vejen.
Punken og Sods er for længst blevet kanoniseret. I den seneste udgave af Politikens Dansk Rock Leksikon fra 2002 er pladen at finde blandt de 50 mest betydningsfulde danske rock og popplader.
Warner Music Danmark valgte i 2015 at genoptrykke Minutes to Go på vinyl, så pladen igen blev tilgængelig for en ny generation af pladekøbere. Det havde man nok ikke forestillet sig i 1979, da pladen blev markedsført med ordene »nedsat spilletid, nedsat pris«. Det blev den ikke i 2015, men der står stadig »Lavere tid. Lavere pris« på bagsiden af pladeomslaget
