Foto: Maria Mochnacz
Da PJ Harvey for præcis fem år siden, også den 30. juni, trådte ind på Arena-scenen på Roskilde Festival, var hun hvidklædt med hvide fjer i håret og en autoharpe i favnen. Nu, fem år senere, var hvidt blevet til sort – også fjerene, og Harvey medbragte en saxofon. Det er et godt billede på britiske PJ Harvey som kunstner: Hendes grundsubstans er intakt, og hun er ingen kamæleon, men forskydninger i temaer og instrumentation viser, at hun er en kunstner i bevægelse.
Sammen med sine ni musikere, de årelange samarbejdspartnere John Parish og Mick Harvey inklusive, gik hun ind på scenen til en faretruende trommemarch som indledning til ”Chain of Keys”. Introen understregede, at den krigstematik, som Harvey undersøgte på forrige album, Let England Shake (2011), ikke er lagt på hylden i år 2016, hvor hun er aktuel med The Hope Six Demolition Project.
Harvey og band fortsatte i samme mørke rille med numre fra det nye album. Under ”Ministry of Defence” var der power på dommedagstrommerne, og den deprimerende lyrik fra et krigshærget land i Mellemøsten lød med Harveys glasklare stemme: »Those are the children’s cries from the dark / These are the words written under the arch / Scratched in the wall in biro pen / This is how the world will end.« Hvorefter de mere positive toner (om ikke tekster) i ”The Community of Hope” lader lidt lys trænge ind i det kulsorte univers.
Efter længere tids fokus på det nye album, indledte PJ Harvey en Let England Shake-sektion, som kun er blevet mere relevant oven på Brexit-chokket. Ved nogle af Harveys nylige koncerter i England kom hun med en politisk kommentar i form af John Donnes 1600-talsdigt ”No Man Is an Island”, men dog ikke her i Danmark. Det var pudsigt at høre publikums store jubel, da introen til ”Let England Shake” begyndte – det fem år gamle nummer er vist blevet en klassiker.
Emnet blev ikke mere muntert. Vi fik ”The Glorious Land” og ”The Words That Maketh Murder” med foruroligende krigsfortællinger fra bl.a. 1. Verdenskrig. Når man tænker på Harveys tematikker det sidste årti, er det ikke overraskende, at der gik en ulmende uhygge som en rød tråd gennem musikken. Med ildevarslende trommer, skingre saxofonstykker og det messende nimandskor.
På et tidspunkt stod Harvey helt tavs, med al sin kolossale karisma og sit naturlige krav på opmærksomhed. I en enkel lyskegle leverede hun så den rygradsrislende, smukke ”When Under Ether” fra 2007. Senere endnu i sættet gik vi helt tilbage til 90’erne med rå rock på ”50 Ft. Queenie” og det mystiske hit ”Down by the Water”. John Parish indledte næste sang med en alternativ, langsom udgave af riffet fra ”To Bring You My Love”, hvorefter Harvey sang første vers, indtil riffet gled over i det velkendte. En dundrende og enkel udgave af den dramatiske lidenskabsfortælling.
Til slut spillede de sortklædte på scenen ”River Anascostia”, som er en parafrase over spritual-klassikeren ”Wade in the Water”. Der spørges frygtsomt: »What will become of us?«, mens mandekoret igen dystert messer. Scenetæppet gled ned, alle gik frem på scenen og sang, indtil alt scenelys blev slukket. Kunstværket var fuldført. Der var selvfølgelig ingen ekstranumre.
Efter to timer foran Arena, med ventetid og koncert, som (meget varme) sild i en tønde, var mange opkogte og noget pressede (Hvornår lærer Roskilde at lade være med at lukke for mange mennesker ind i båsen på Arena?), og det var synd, for det går jo også ud over koncertoplevelsen.
Vi tilbragte fem kvarter i PJ Harveys meget virkelige, dystre krigsunivers, og jeg syntes efterhånden, at det blev en tand for meget med det glædesløse mandekor og de truende trommer. Det univers blev en lille smule ensformigt i længden. Til Harveys sidste koncert samme sted i 2011 var der også triste emner på dagsordenen, men dengang følte jeg mig alligevel mere opløftet bagefter, for det overskyggede ikke alt. Her kom hun bedre rundt i repertoiret, et stort band fyldte ikke for meget, og hun fremviste flere sider af det, hun kan. Det var uden tvivl til seks U’er, og det synes jeg ikke, det var i år.
Der er dog ingen tvivl om, at Harveys niveau er tårnhøjt. Hun er vitterligt en stor, stor kunstner, som mestrer sine virkemidler ned til mindste detalje og har så meget på hjerte. De emner, hun nu til dags kaster lys over i sin musik afføder min dybeste respekt og beundring. Ligesom et andet af festivalens store britiske navne, som blev berømt i 90’erne, Damon Albarn, er Harvey gået fra et fokus på sig selv til et langt større fokus. Her er individet ikke vigtigt; verdens langt større problemer er på spil – ligesom når Albarn bruger sin position til at præsentere det syriske orkester og prædike fred og forståelse. Jeg tager hatten af for begges projekter.
PJ Harvey mener det alvorligt og er her ikke for at underholde, men for at dreje vores hoveder, så vi ser direkte på lidelsen og ikke kan undgå at reflektere og sørge. Så må andre stå for den adspredelse, der kan gøre det muligt overhovedet at leve videre, og det er der heldigvis mange bands, der er klar til at tilbyde på en festival.
