De, der primært har hørt britiske Floating Points’ ældre EP’er og havde forventet en house-fest, måtte gå skuffede fra hans koncert på Roskilde Festival. De, der, ligesom mig, sætter pris på hans nye debutalbum Elaenia blev positivt overraskede, da han indtog Apollo med et fire mand højt band. For det var den organiske lyd, der præger albummets kompositioner, som udgjorde hele koncerten. Med udtværede rhodes, bittesmå klokker og en så kvælende tyk og olieret bas, at man kunne have gravet et mammutskelet ud af den, spillede gruppen koncerten ind med en kort drømmende intro. Derpå fulgte førstesinglen fra det nye album ”Silhouettes (I, II, III)”, der med sine funkede trommer og crescendosøgende struktur satte rammen for resten af koncerten.
Apollos abnorme lydsystem plejer at gøre de store elektroniske festkoncerter gavn med deres overvældende, massive lyd. Ved Floating Points’ koncert synes lyden imidlertid at runge en smule mere, end hvad godt er, og el-bassen og det akustiske trommesæt fik ikke helt samme sprødhed, som især Gloria og Pavilion tilbyder. Dette var en skam, når nu det netop var i denne funkende rytmesektion, at musikken var så forankret. Alligevel gik både den gurglende pludren fra de analoge synthesizere og de flot famlende guitarsoli rent igennem og svøbte sig elegant om hinanden. Tilsammen spillede bandet en række kompositioner, der lagde sig et sted imellem funket progrock og elektronisk postrock. Det var en eklekticisme, der til tider kunne sammenlignes med Tortoises genrenedbrydende bestræbelser.
På trods af musikkens mange breaks og dynamiske skift blev den imidlertid noget ensformig. De mange komplekse lag af pulserende synthesizere og den afdæmpede forsigtighed, som gør Elaenia så betagende, var nemlig næsten fuldstændigt sparet væk, selvom koncerten kun lige akkurat var en time lang og sagtens kunne have strakt sig i al fald et kvarter længere. På trods af at koncerten havde nogle imponerende og opløftende momenter, ville det have klædt den med større variation og bedre lyd.
