Sætlisten i Pumperen er tilsvarende herligt afvekslende mellem fokus på Explosions in the Skys seneste plade, The Wilderness, og deres tidligere, mere pompøse materiale. Man kan i hvert ikke beskylde bandet for at fise ind bag forstærkerne og gemme sig bag muren af lyd, for der bliver både viftet med guitarer, næver og skæg. I forfriskende høj grad, endda.
Explosions in the Sky ligner nemlig på alle måder et band, det stadig nyder at kværne et seriøst klimaks ud af deres instrumenter, selvom de har gjort det i over 15 år, men til tider virker det også som om, at de har lidt svært ved at bryde ud af skabelonerne.
Man kan argumentere for, at det ikke ligger inden for konventionerne at jamme sig frem i koncerterne, men et nummer som den umådeligt smukke “Your Hand in Mine” fra deres første plade, The Earth Is Not a Cold Dead Place, er tæt på at være en 1:1-udgave af studieudgaven. Den glimrende lyd i Pumpehuset gør dog, at man kan tilgive meget, og koncerten er slet og ret medrivende fra start til slut.
Sceneshowet er spartansk, men de konstante møllehjulssving fra samtlige bandmedlemmers arme giver et indtryk af et band, der hamrer og smeder deres numre ud af den blå luft, mere end de bare spiller. Som sådan ligner de mere et metalband, og visse passager i koncerten har da også en tyngde, der nærmer sig metal. Ingen brok over det herfra.
Af de nye numre er især “Logic of a Dream” med dens baspumpende coda, undermineret af de tre guitaristers snørklede arpeggioer, en ren fornøjelse, som også “Disintegration Anxiety” er det. Men det er de lidt ældre kompositioner som f.eks. en ætsende “Great Death” og den afsluttende guitarmaraton “The Only Moment We Are Alone”, der efterlader størst indtryk.
Jeg var så heldig også at se texanerne på den spanske Primavera Festival, hvor de spillede på en meget større scene, men stadig stod lige så kompakt placeret i midten som i Pumpehuset denne aften. Det er interessant at se, at et band uden problemer kan fylde begge slags scener ud, uden at det virker for “småt” det ene sted eller lider af pladsmangel det andet.
Det vidner lidt om Explosions in the Skys soniske muskler, at lyden begge steder var aldeles fremragende, og selvom heden på det udsolgte spillested gjorde stemningen lidt afdæmpet (i Spanien var der nærmest en slags kærlig moshpit, men det går nu også nok uden), så er det også tydeligt, at koncertgængerne er stærkt koncentrerede om musikken. Der er i hvert fald imponerende stille under de mere stille passager i numrene, men en behørig hujen følger afslutningen på hvert nummer til dørs. Rart at opleve.
Explosions in the Sky har altid haft evnen til at lyde lige så store som deres hjemstat, og episk er kun et fattigt ord at bruge om de ofte 10 minutter lange kompositioner, der udgør aftenens koncert. Postrock kan nemt blive lidt for andægtigt, både på og foran scenen, men som onsdagens koncert viste, så er det måske ikke tilfældigt, at rockbands i cinemascope som Godspeed You! Black Emperor, Mogwai, Bardo Pond og Sigur Rós stadig holder sig kørende og aktuelle.
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com
