Lad os bare få én ting på det rene først: Fat White Family er muligvis en af de bedste berigelser til rockgenren i løbet af det sidste årti. Punktum.
Bevares; skramlet, britisk arbejderklasserock og -attitude er ingen ny opfindelse, og Fat White Family dyrker det kridhvide, udmagrede heroinjunkielook akkurat lige så meget, som deres musik giver anledning til at forestille sig. Bandet har på en håndfuld singler, et par fuldlængdeudgivelser og utallige, berygtede optrædener fordelt over de seneste tre-fire år givet den midterste finger til ”the establishment” og forarget både på og uden for scenen i sådan en grad, at alle aspekter af deres eksistens føles dugfriske og fandens interessante.
Og der stod de så. For anden gang på dansk grund efter en mageløs Roskilde-optræden sidste sommer og med endnu et album i bagagen i form af den særegne og skizofrene Songs for Our Mothers. Det var også herfra – i form af først ”Tinfoil Deathstar” og efterfølgende ”Whitest Boy on the Beach” – at bandet særdeles velspillende indledte aftenens optræden.
Songs for Our Mothers har uden tvivl givet Fat White Familys musikalske univers en ekstra dimension, der blandt andet inkluderer et fra tid til anden dansabelt fundament samt en større omfavnelse af elektroniske lydflader. Live trækker Brixton-sekstetten dog stadig mest på en vis form for shock value og kynisk leverance af deres bagkatalog, der for det meste tilsidesætter de efterhånden mange nuancer i deres kompositioner.
Således var det derfor også numrene fra 2013-debuten Champagne Holocaust, der både var i overtal, men som også tog sig bedst ud på det som ofte før tætpakkede, saunavarme og helt ideelle Loppen. ”Is It Raining in Your Mouth” er med al sin skramlethed, catchy korharmonier, helt igennem vanvittige afslutning og gennemgående referencer til fellatio på forsædet af ens automobil stadig Fat White Familys mest sublime skæring, og fremført på scenen med forsanger/maniaque extraordinaire Lias Saudi, der afslutningsvis nærmest psykotisk chanter »five sweaty fingers on my dashboard«, står den kun endnu skarpere.
Flankeret af familiens to guitarister, Saul Adamczewski og Adam J. Harmer, hvoraf især førstnævnte stadig er en essentiel og uvurderlig grundpille i bandets sammenspil, drev Saudi som sædvanlig sit allestedsnærværende korpus hvileløst rundt på scenen. Han var på, resten af bandet var på, publikum var på. Det var næsten dømt til ikke at kunne gå galt. Singleudspillene ”Touch the Leather” og hyldesten til frontmanden i det beslægtede The Fall, ”I Am Mark E. Smith” – begge fremstående som soundtracks til utallige dårlige trip – beviste desuden, at selv de mere obskure numre besidder en overvældende gennemslagskraft, så længe stemningen og omgivelserne giver anledning til det – som denne aften på Loppen.
Der var ærlig talt ufattelig få fingre at sætte på aftenens koncert. ”Cream of the Young” er dog stadig en halvkedelig affære, akkurat som i sin studieudgave. Nummeret fungerer fint som stopklods mellem bandets mere rablende udskejelser, men numre i den kategori fås bedre i form af ”Auto Neutron”, som heldigvis også blev fremført i bedste, slæbende og flerstemmige stil. ”Garden of the Numb” udfylder samme rolle, og i liveformat er den skåret helt ind til benet og tenderer efterhånden Fat White Familys mest minimalistiske udspil.
”Bomb Disneyland” er den afslutning, som enhver Fat White Family-koncert fortjener. Ingen hensynstagen til hverken publikum, musikeres eller instrumenters velbefindende; kun fem minutters sublim, antikapitalistisk garagerock, der ender ud i det totale kaos.
En time blev det til – ikke et minut for meget – og den overvældende applaus, efter bandet hurtigt havde forladt scenen og bevæget sig nedenunder, vidnede da også om, at det her vitterligt var én af de helt suveræne oplevelser, endda endnu bedre end koncerten på Roskilde Festival i fjor. Årets indtil videre bedste koncert for mit vedkommende, topkarakteren er ikke til at komme udenom.
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com
