Nyheder

Santigold, James Blake og Neil Young fuldender Roskildes program

Santigold er klar til Roskilde Festival 2016. Foto: C. de Castro
Skrevet af Camilla Grausen

… sammen med 102 andre nye danske og internationale navne, som er offentliggjort til festivalen.

Santigold er klar til Roskilde Festival 2016. Foto: C. de Castro

Santigold er klar til Roskilde Festival 2016. Foto: C. de Castro

Der er nu under tre måneder til, at årets Roskilde Festival slippes løs, og nu offentliggøres et stort læs navne til festivalens hoved- og rising-dage. 105 for at være helt præcis. Blandt dem er amerikanske Santigold, som også gæstede festivalen i 2012 med »sin eklektiske blanding af world, ska, pop, electronica, dub og newwave.« Også britiske James Blake vender tilbage til Roskilde, hvor han i 2013 spillede på Orange Scene til 4,5 U’er fra Undertoners anmelder, og en anden tilbagevendende stjerne, som med garanti kommer til at spille på Orange, er dagens eneste offentliggørelse fra hovednavnskategorien, selveste Neil Young sammen med bandet Promise of the Real. Keep on rockin’ in the free world!

På listen over de nyligt offentliggjorte navne finder man også det canadiske electroclash-fænomen Peaches, som ikke just er kendt for genert sceneoptræden, hendes yngre landskvinde Grimes, som sidste år imponerede mange med sit kaleidoskopiske popalbum Art Angels, og Atlanta-rapperne Future og Young Thug. Nye navne er også Blood Orange alias Devonté Hynes, som for få år siden fik velfortjent opmærksomhed for sin flødecroon, slagbas og sine 80’er-keyboards på albummet Cupid Deluxe, samt det spanske garagepopband Hinds, som debuterede med albummet Leave Me Alone først på året.

Blandt de danske tilføjelser er både en god gammel kending som Dizzy Mizz Lizzy og nyere, upcoming navne som indierocktrioen The Entrepreneurs, som Undertoner fik en snak med sidste år, og som netop nu er på danmarksturné i anledning af deres ep-debut, The Rominger. De danske navne inkluderer også Manoj Ramdas’ nye orkester Childrenn, hvis turné vi tidligere har anbefalet, og det københavnske støjrockband Deadpan Interference, som vi bl.a. har haft en tur med i Prøverummet.

Se alle de netop offentliggjorte navne på Roskilde-plakaten her. Årets Roskilde Festival finder sted mellem den 25. juni og 2. juli 2016.

Leave a Reply