Danske Baby in Vain har udgivet endnu en EP. Nærmere bestemt deres femte af slagsen uden at have udgivet et egentlig debutalbum. Vi er dog kommet lidt tættere på albummet med EP’en For the Kids, der består af hele fem sange i modsætning til de tidligere udgivelser, der højst bestod af to sange. Fra den nye EP har vi allerede fået de to singler “Martha’s View” og “The Urge”, der desværre afslørede, at alt er som det plejer. Hele EP’en er i høj grad en Baby in Vain-udgivelse. Hverken mere eller mindre, og absolut som vi er vant til dem.
Der er noget tiltalende over denne tunge genoplivning af grungen, men trioen synes også at være kørt lidt fast i deres egen stil. EP’en starter med nummeret “Jesus Freaks”, der i sin opbygning minder meget om hittet fra 2012, “Machine Gun Girl”. Først lidt trommer, så lidt fingerspil, og så vokal i en søvnig, men vred spoken-word-stil. De lange fraseringer i “Jesus Freaks” gør i højere grad teksten til lyde end egentlige ord. Men det er godt det samme, for af egentligt lyrisk potentiale er der ikke meget at komme efter. Tag f.eks. linjen »Lord in the sky / are you watching me / as of now I’m alright / but Jesus will sleep with the fishes tonight,« hvor en af kristendommens hovedpersoner bliver offer for en mafiametafor. Denne linje lyder måske godt, men den har samtidig også som en noget malplaceret brug af ord og betydning. Og det er netop denne manglende betydning, der bliver min alvorlige anke mod EP’en: Hvad er det egentlig, I gerne vil?
Når vokalen er så langt fremme i lydbilledet, så er det altså nødvendigt at have nogle ordentlige tekster med et minimum af fortælling og/eller budskab.
Musikalsk er kompositionerne stadig stærke. Jeg er vild med det udtryk, der kombinerer det langsomme med det hårdtslående. Men numrene er desværre lavet efter samme skabelon, og de går for meget i ét med hinanden. Vi bliver aldrig rigtig overraskede eller udfordrede af Baby in Vain, selvom jeg egentlig tror, trioen vil være i stand til at gøre begge dele.
Et egentligt højdepunkt finder jeg i EP’ens sidste nummer “Worthwhile”, der kaster mig lige tilbage til Shirley Manson og resten af Garbages plader, som kørte i heftig rotation på mit teenageværelse. Selv en detalje som koklokken i begyndelsen af nummeret genfindes på hittet “I’m Only Happy When It Rains”. Men selvom “Worthwhile” kaster mig ud på en nostalgisk tidsrejse, efterlader EP’en ikke noget blivende indtryk hos mig.
Ep’en er fantastisk. Lækker professionel lyd med attitude. Til gengæld en anmeldelse der er fuld af betydningsløse ord!!