I ni år har Alex Scally og Victoria Legrand som Beach House udviklet og raffineret deres lyd. Med regelmæssige intervaller har de udgivet nyt materiale og jævnligt besøgt deres skandinaviske fans. I september udkom deres femte album Depression Cherry, et gennemført og perfektioneret album, og bare tre uger efter fulgte Thank Your Lucky Stars. Havde man været marketingsrådgiver, havde man sandsynligvis sagt til Beach House, at de lige skulle trække bremsen og vente med det nye album til, publikum havde smæsket sig færdige i Depression Cherry. Men Beach House var klar, de havde skrevet sangene og indspillede dem i studiet samtidig med Depression Cherry.
Jeg skrev i anmeldelsen af Depression Cherry, at bandet ligner sig selv, men hvad gør det, når det de gør er så godt. Men som med alt andet sødt og godt kan det blive for meget, hvis man spiser for store mængder af det lækre. Beach House opskrift på et godt album er altid en sikker succes og består af lige dele trommemaskine, blød vokal og svævende guitar tilsat rigelig synth. En opskrift de har kælet for, men når de som band vælger at servere Thank Your Lucky Stars så tæt på det foregående album, kan man som lytter godt blive lidt irriteret på deres manglede opfindsomhed. Rigtig nok er Thank your Lucky Stars mere støvet, langsommelig og sørgmodig end de foregående plader, men udtrykket er stadig det samme og tangerer fra det drømmende og magiske lydunivers til en decideret søvnig og kedsommelig oplevelse. Er Thank Your Lucky Stars tilstedeværelse så uberettiget? Nej. Selvom den hyppige frekvens af udgivelser gør én opmærksom på flere ligheder i Beach Houses materiale, er Thank Your Lucky Stars stadig et vanvittigt godt album, der går dybere ned af en mere mørk og politisk vej.
Pladen starter blødt med nummeret “Majorette”, hvor Beach House anslår deres klassiske opstilling med et lydbillede af underliggende trommer, guitar og synth tilført en svævende vokal. Victoria Legrands stemme lyder dog usædvanligt sødmefuld, mens hun dystert maner »Bottom of your well, that’s where you fell« Omtrent halvdelen af nummeret er et repetitivt ekko af Legrands udfaldslinje, »Watch it spin like that«, og man ser for sig, hvordan Beach House drejer en gammel snurretop, som skal hypnotisere og forføre os ind i deres sfæriske univers. Der er dog intet nyt i Beach Houses lag-på-lag drømmepop, og man ville sagtens kunne finde nummeret på et hvert andet Beach House-album.
Men blandt de mere generelle numre a la “Majorette” finder man ind i mellem nogle mere grænsesøgende og funklende lysglimt, der gør Thank Your Lucky Stars til noget særligt og ejendommeligt. På “One Thing” eksperimenterer Scally og Legrand således, og trækker os dybere ned i den brønd som benævnes i åbningsnummeret. “One Thing” starter med en guitars simulation af en motor, der slukkes. Den mørke lydflade af elektrisk guitar fortsætter bølgende gennem det mættede lydbillede, der giver Beach House en mere rocket klang.
Lyden er mindre grandiøs end både Depression Cherry og Bloom, og lyrikken mere reflekterende og samfundsengageret. Som på “Common Girl”, hvor Beach House sarkastisk kritiserer en industri af berømmelse og dyrkning af individet:
»You used to live in this part of town/
Until you hit the ground/
She makes movies where she cries on cue/
She still lives downtown/
But it’s ok/
Cause she’s common anyway/
And the streets are all filled/
With the strangers, pay the bills«
På “All Your Yeahs” anslås atmosfæren med en ildevaslende enkelstrenget guitar. Stemningen intensiveres af Legrands krøllede og mystiske linjer om døde blomster og tilbageholdt gråd i livet efter døden. Begravelsesstemningen lægger sig for alvor som en tyk tåge på “Elegy to the Void” med en dominerende orgellyd, der med tunge sko guider os igennem pladens mest interessante og nyskabende nummer. Når Legrands vokal svinder ud fremkommer i dens fravær en splintrende og dragende guitarsolo, som ikke før har haft samme ledende kraft på en Beach House-plade. Legrands dronende orgel-keyboard følger sammen med den elektriske guitar disharmonisk fremdriften i nummeret, der til slut ebber ud, som om der langsomt blev lagt et tæppe over højtaleren.
På Beach Houses foregående albums har Alex Scallys guitarriffs overvejende haft en underliggende effekt, mens den musikalske signatur i høj grad har været båret af Legrands fløjlsbløde og svævende vokal. Men på Thank Your Lucky Stars træder shoegaze-guitaren i front og tilfører en live-lyd, der på alle måder vil gøre sig godt til koncerter. På de numre er lyden markant mere voksen og dystopisk, end man tidligere har set det hos de to melankolske musikanter. Den noget pludselige albumudgivelse er en stærk opvisning af Beach Houses hypnotiserende samspil, men det nyeste udspil er ikke længere fra duoens faste opskrift end at retten må kaldes den samme. Det er sfærisk drømmepop når det er bedst, men jeg savner dog stadig at høre Beach House overraske musikalsk frem for hurtighed i udgivelsesdatoer.
