STÅL har med deres debutalbum, Charms & Bells, skabt en elektronisk popplade, der bevæger sig i et feminint univers. Personerne bag det hårdtslående navn er de konservatorium-uddannede Line Sørensen og Nikolaj Brundsvig, og spørger man dem, er inspirationskilderne kvindelige frontfigurer som Florence and the Machine og Lykke Li. Fra idolerne har STÅL mimet det feminine univers, men skåret den raffinerede og dystre kant fra. Tilbage er et blødt og noget ensformigt lydbillede uden krummer eller kerner. Godt pakket ind i et lækkert grafisk album-cover og et navn, der ironisk nok har større lighed med kniven end brødet. Indholdet er en samling af tekster om at synge sit hjerte ud og leve livet, mens man har det. Og i efterårets korte soltimer er det trods alt rart at mærke STÅLs forårsbrise af håb og entusiasme.
Debutpladen kan sammenlignes med et par, der lige er begyndt at date hinanden. Der er helt klart en flirt imellem dem, de starter sagte ud, men når det bliver weekend drikker de sig lidt for fulde og udfolder entusiastisk deres kærlighed, hvilket det skrøbelige forhold måske ikke er helt klart til endnu. Således er STÅL bedst, når Sørensen og Bundsvig roligt bevæger sig frem, og Sørensens vokal får lov til nærmest at hviske sangteksterne frem.
Dette sker på pladens intronummer, førstesinglen “Sing”, hvor vokal, bas og trommer starter i et. Herfra er der et break-vers, hvor vokalen understreges i omkvædet med stortromme og tung bas. Nummeret har en gennemgående synth og er krydret med skæve akkorder, kor og klokkespil. De forskellige elementer virker på intet tidspunkt anstrengende, men supplerer og næres harmonisk af hinanden.
Anderledes uroligt går det til på popnummeret “Tricks”, hvor Sørensens vokal grådfyldt og skingert spørger »Can’t you see its killing me?/ My mind is playing tricks on me«. Var STÅL en ny kærlighedsromance, er den her ved at falde fra hinanden. Sørensens vokal minder om en frustreret Jenny Wilson, og det kunne tænkes, at Line Sørensen ikke kun har lyttet til Lykke Li, når hun har kigget mod det svenske, men også sagtens kunne have sunget med på “Work” fra Blazing.
Teksterne på Charms & Bells tangerer beklageligvis til det trivielle, og de budskaber, STÅL forsøger at indprente, bliver gentaget om og om igen i en tristesse, hvor den gode intention mister sin betydning. F.eks. på ”Sway” hvor Sørensen får gentaget og understreget hendes opfordrende forespørgsel i en slags tomgang a rimende ord.
»Lets stay/ Lets sway/ Don’t say what’s in our way/Let’s meet in another life«
Det stærkt gentaget omkvæd gør STÅL beslægtet med danske pop-sangerinder som Fallulah eller Aura, men den musikalske orkestrering og lyrik er desværre ikke cathy nok til at blive en god popsang, og heller ikke tilstrækkelig raffineret til at kunne kalde sig postwave. Af de i alt ni engelsksprogede sange på Charms & Bells er der desværre ikke nogen, der får mig til at forelske mig i det ellers så kærlige band. Det skal imidlertid siges, at det alle er fine, lette og ukomplicerede popsange, tilsat tung bas og skæve elektroniske beats.
STÅL er endnu et interessant bud på et band, der er navngivet på dansk, men synger på engelsk. Duoens behagelige elektropop har potentialet til at udvikle sig til en større og mere interessant lyd, men uheldigvis formår de ikke på Charms & Bells at ringe tilstrækkeligt med klokkerne til at fastholde lytteren.
