I år er den københavnske dokumentarfilmfestival CPH:DOX gået grundigt til værks i faciliteringen af en koncert med det hæderkronede postrockband Godspeed You! Black Emperor. I Byens Lys kunne man derfor varme op til aftenens koncert med den japanske dokumentarfilm fra 1976, fra hvilken bandet har sit navn. Uden for Den Grå Hal summer det kommende publikum over oplevelsen i den lille biograf. Tilbagemeldingen går mestendels på, at der ikke umiddelbart kunne trækkes tråde til GY!BEs optræden i Den Grå Hal, men at dokumentaren om en fandenivoldsk motorcykelbande i Tokyo fint komplimenterer den disede novemberaften på Christiania, om ikke andet.
Det kinematografiske videreføres dog i GY!BEs liveoptræden, hvor et stort hvidt bagtæppe bliver et vekslende fokuspunkt på en ellers velbesøgt scene. Bandets medlemmer dukker op én efter én, placerer sig i en halvcirkel, og sætter “Hope Drone” forrest i sættet. Håbet, der på sin vis er bandets soniske emblem, bevæger sig gennem kløfter af truende strengeinstrumenter, løfter sig i en eksponentiel bevægelse og overtrumfer dronebunden.
Intronummeret flyder bevidstløst ind i de næste mange minutter i selskab med første nummer fra Lift Yr. Skinny Fists, Like Antennas to Heaven (“Gathering Storm”), der vækker minder om kolde studiehalvår ved skrivebordet med det ultimative filmiske dobbeltalbum i ørerne. Jeg forbinder i det hele taget lyden af GY!BE med en vis vækkelse – af en uvægerlig kærlighed til postrock og en anerkendelse af at være en meget visuel og dramaturgisk inklineret musiklytter. Inden bandet begiver sig ind i en fremførelse af deres seneste udgivelse, Asunder, Sweet and Other Distress, i sin helhed, gør jeg derfor mig selv den tjeneste at panorere ud over publikum og nærme mig en plads, hvor der hersker konsensus om totalt at overgive sig til den audiovisuelle tur, vi er hoppet på.
Det var ret fantastisk at opleve et publikum, der næsten ikke gjorde væsen af sig, og derfor nærmest slet ikke trak mig ud af koncertens rensende bad af vibrationer og visuals. Stierne fra det stille “Asunder, Sweet” mod det ekstremt høje på “Piss Crowns Are Trebled” viser GY!BEs eminente fornemmelse for at bibeholde intensitet i langstrakt støj, og for legen med larm og skønhed. De cirkulerende loops fra Sophie Trudeaus violin og de karakteristiske riff fra David Bryant på “Static” fra Lift Yr. Skinny Fists, Like Antennas to Heaven gør, at jeg igen er hensat til nostalgi, men også til en vis ængstelighed, der følger med projektionerne på bagtæppet.
Den visuelle side af bandet, hvad enten det er album-artwork, film eller fotografier, har tidligere vakt opsigt fra selveste FBI, og den politiske kommentar, som kendetegner dem, er heller ikke underspillet i aftenens setup – kampen mellem natur, mennesker og en uomtvistelig destruktion af elementer bliver smukt arrangeret med dybe klangflader, buldrende bas og trommer. Der bliver bygget op for at blive brudt ned, og det er sjældent gjort så godt som i går aftes.
Et for mig ukendt nummer giver sættet et skub mod afslutningen, som kommer i form af “East Hastings” fra F# A# (Infinity), hvilket fremtvinger et begejstringsbrøl fra publikum. En perfekt krølle på halen i min egen, personlige oplevelse, da lige præcis det nummer gjorde mig bekendt med GY!BE takket være filmen “28 Days Later”. »Kan det blive bedre?« spørger min sidemand, mens bandet igen forlader scenen én efter én, og vi bliver efterladt med ringende forstærkere, indtil lyd og billeder helt ophører. Det tror jeg ikke, det kan!
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com
