Foto: Johanne Fick
2015 har været et turbulent år for Peter Wangel. Kalenderen skiftede fra et hverdagsliv i leverpostejsdanmark til en oplevelse som kendis på Sydkoreas største festival, Pentaport, hvor koreanerne havde anerkendt hans eksistens, selv før Wangel havde udgivet sin debut-ep. Ud af oplevelsen i medielyset kom nummeret ”Seoul”, der hurtigt blev landskendt i Danmark som en af den slags historier, vi elsker at fortælle os selv om danskernes berømmelse i udlandet. I april udgav Wangel så debut-ep’en Eternal History, og i foråret var det en tydeligt nervøs Wangel, der sang sine melankolske livsbetragtninger i Vegas Ideal Bar. Et halvt år efter var han tilbage i et udsolgt Lille Vega med et helt nyt sæt af sange fra sit kommende debutalbum.
Med et sitrende projektørfremkaldt lysbillede og en rystende bas gik Wangel på scenen. Han blev ledsaget af produceren Kasper Ejlerskov Leonhard og Ask Bock på trommer, og sammen gav de publikum aftenens første nummer fra den kommende plade. Hårdtslående trommer og stærk synth understøttede en sikker melodiøs opbygning af følsomme og dystre vers bundet sammen af et omkvæd i falset. Efter den tempofyldte præsentation kiggede de tre musikere ud over publikum, der jublende tog imod det nye nummer. Fra Wangel spredte der sig et lettet smil. Han gav Lille Vega et takkende nik og fortsatte koncerten selvsikkert og opløftet af publikums anerkendelse.
Endnu et nyt nummer fulgte og ligeså gjorde kvindelige hvin og hyl. I den lettere kåde stemning sneg Wangel sig til at proklamere til publikum »I virker som om, at I er klar til fest.« Herefter lød Eternal Historys indsugende og taktfaste ”Alive” efterfuldt af en sensuel fremførelse af “Sun”. Den individuelle karakterer på ep’ens numre blev understreget af Wangels kropssprog, og dermed blev “Suns” tunge fremdrift og dystre keyboard betonet af en langsomt skuldervrikkende og intens baslyd fra Peter Wangel. En tydeligt selvbevidst fremførelse gav derved krop og personlighed til de velkendte sange og en intens opmærksomhed til de ukendte numre.
Ærgerligt nok benyttede Wangel ikke altid sin evne til vekselvirkende at gå fra høje fraseringer til dybe bastoner. På ”Eternal History” blev omkvædet således ført ned i et dybere leje end på ep’en, men vi måtte nøjes med et playbackkor af falsetstemmen. Det lod dog ikke til at genere publikum, der brummende sang med på den melankolske hymne.
Scenens få glødepærer og eksponerende projektører understøttede det mørke, der ligger omkring Wangels musik. Et mørke, der lagde sig så tæt og trykkende, at det nærmest bevægede sig ind i publikums intimsfære. Et røgfyldt podie fik til tider salen til at synes som en skumring, og når Wangels intime stemme lagde sig som en bas, måtte man alvorligt og intenst lytte til teksternes personlige, følsomme univers.
Med tunge ben fremførte Wangel en coverversion af Jeff Buckleys ”Everybody Here Wants You”. Croonende tilføjede Wangel et lag af desperat depression til soveværelsesballaden og trak publikum dybere med ind i den nydelsesfulde, kraftfulde melankoli, der er i hans musik.
Wangel virkede trods sin hurtige berømmelse ikke ramt af stjernenykker. Når han glædesfuldt brugte hele håndbogens tips og tricks som publikumsopvarmer med svingende arme, skål og håndklædeudsmidning, var han snarere en vindende lokalfodboldspiller, der nød sejren, end en garvet superstjerne med tourbussen parkeret ved bagindgangen. Disse banale og velkendte festkneb virkede komiske i selskab med Wangels følsomme og mørke lyd, men man kunne som publikum ikke lade være at unde musikerne deres taknemmelige glæde over at stå på scenen. Wangel charmerede salen, og da taksigelsen endnu engang lød fra bandet, var det ikke overraskende, at min to meter høje, fuldskæggede sidemand råbte: »Du er så sød!«
Slutteligt spillede Wangel det nummer, alle havde ventet på og vidste, nødvendigvis måtte komme, “Seoul”. Som ekstra nummer tog bandet lige og spillede den en gang til. Mere havde de ikke, og det var en skam, for publikum havde i den grad lyst til at forblive i den gensidige begejstring og glæde.
