Pressefoto: Christian Faustus
Bag navnet Parquet Courts står fire unge texanske gutter, der valgte at flytte til det hippe Brooklyn og starte et indieband, der spiller fræsende hurtig americana-punk. Man kan nemt have en snigende mistanke om, at bandet er opstået som en eller anden hipster-ironisk joke i øvelokalet. Ikke desto mindre har Parquet Courts turneret ubønhørligt de sidste par år, og de har smidt udgivelser omkring sig i et rasende tempo. Siden 2013 har de udgivet tre studiealbum, en EP og et livealbum. Deres seneste album, Content Nausea, udkom dog under pseudonymet Parkay Quartz – angiveligt fordi at det kun var halvdelen af bandets medlemmer, der medvirkede på det. Albummet udkom desuden i et ekstremt skrabet mix med flere numre, der nærmest lød som deciderede demobånd. Var det et lo-fi-æstetisk statement eller bare en joke? Ingen ved det helt.
Ikke desto mindre, så har bandets simple less is more-tilgang en charme, der på gode dage vækker minder om 90’ernes indiekonger i Pavement krydret med den hvæsende guitarstøj fra Sonic Youth. Der var derfor ganske godt fyldt foran Pumpehusets lille scene, da Parquet Courts gik på klokken kvart over ti, efter en unødigt lang opvarmningskoncert med post-wave-bandet Future Punx. Parquet Courts kom dog flyvende fra start, og på blot ni minutter fyrede de fire sange af fra sidste års Sunbathing Animals. Man nåede knap at trække vejret, før den næste sang faldt som skidt fra en spædekalv. Af den indledende salve skal især den forrygende “Bodies Made Of” fremhæves som et højdepunkt. Efter den hæsblæsende intromedley var det tid til et af aftenens få pusterum i form af det stenede og syv minutter lange slackeropus “Instant Disassembly”.
I front for ensemblet stod ubestridt forsanger og sangskriver Andrew Savage, der med sin Sideshow Bob-frisure lignede en vildmand, når han fyrede guitarriff afsted samtidig med, at han hoppede og væltede rundt på scenen. Sammen med guitaristen Austin Brown testede gruppen forstærkernes grænser og fik Pumpehusets lydsystem til at syde og hvæse af guitar-feedback. Lyden var mixet højt, men desværre så højt, at vokalen fuldstændig druknede i den massive mur af guitarstøj på gruppens mere larmende numre (som der er mange af!). Især på et nummer som “Content Nausea” blev Savages rablende speed-prædiken reduceret til en omgang komplet uforståelig volapyk, der lå som en konstant brummen inde bag støjen. Man får selvfølgelig et kick ud af in your face guitarstøj, men over en hel koncert står det klart, at adskillige af bandets simple kompositioner minder meget om hinanden. Enkelte perler skinner igennem og skiller sig ud, men flere af numrene gled mere eller mindre sammen i variationer af de samme en-to akkorder.
Det ekstremt høje tempo kombineret med de enslydende sange gjorde, at man lidt mistede følingen for koncertens flow. Derfor kom det som en overraskelse, da Parquet Courts efter blot 45 minutter annoncerede, at det regulære sæt var slut. Det betød dog ikke, at koncerten var slut. Faktisk gad bandet slet ikke forlade scenen, men fortsatte blot ufortrødent med ekstranumrene efter en kort drikkepause, hvor en flaske billig hvidvin blev sendt på omgang på scenen. Numrene”Master of My Craft” og “Borrowed Time” blev serveret akkurat som på debutpladen Light Up Gold – som en 1-2-kombination, der ramte direkte som en mavepuster. Faktisk kom fire af aftenens seks ekstranumre fra gruppens debutplade, der også rummer flere af gruppens bedste sange. “Light Up Gold” gav anledning til halvandet minuts intens moshing, inden publikum fik lov til at få pulsen ned med den over seks minutter lange, stenede “Uncast Shadow of a Southern Myth”.
På omtrent en time lykkedes det Parquet Courts at fyre rundt regnet 20 sange af og komme godt omkring i bagkataloget. Jeg savnede egentlig kun at høre “Ducking and Dodging” der findes i en glimrende punket live-udgave på pladen Live at Third Man Records. Gruppen har aldrig udgivet sig for at være store sangskrivere, hvilket også hurtigt stod klart denne aften. De fleste af deres sange er skabt af det samme stof, og det er ikke ligefrem raketvidenskab, hvilket guitaristen Austin Brown også jokede med. »It’s all in the same key, it’s fucking easy. Seriously, you could come up and play this stuff!,« udbrød han inden ekstranumrene og pegede ud blandt publikum. Når musikken alligevel ikke bliver enerverende eller kedelig, er det fordi, den leveres med en nerve og intensitet, der brænder igennem. Samtidig skal det fremhæves, at Parquet Courts’ uprætentiøse og larmende tilgang er vildt charmerende, når den forløses i et nummer som eksempelvis “Borrowed Time”, der er så simpelt, men effektivt, at det slår klik helt inde i reptilhjernen, så man bare må give slip og daske om sig med lemmerne i takt til musikken. Så kan man tilgive volapykvokalen og de mange enslydende sange.
