Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX har tradition for at inddrage musik, både i form af koncertfilm og dokumentarer, men også gennem deciderede koncerter og events. I år er ingen undtagelse, og der er masser af guf for musikelskere på programmet, der netop er blevet annonceret.
Søndag den 8. november kan man i Store Vega opleve den evigt uregerlige Thurston Moore. Manden bag det legendariske støjrockband Sonic Youth har fået lov til at kuratere et eksklusivt kortfilmsprogram, inspireret af hans aktivistiske oprørssang “Detonation” fra sidste års plade The Best Day. Efter filmprogrammet trækker Thurston Moore plus band selv i arbejdstøjet og giver deres første koncert på dansk grund siden 2012, hvilket nok skal henrykke de danske støjfans.
Som Undertoner allerede har kunnet fortælle, kan man i Vega opleve amerikanske Deerhunter, der spiller koncert den 19. november. Som opvarmning spiller Atlas Sound, som er Deerhunter-frontmanden Bradford Coxs soloprojekt.
Canadiske Godspeed You! Black Emperor har netop udgivet det forrygende album Asunder, Sweet and Other Distress, og de er såmænd også at finde på CPH:DOX’s program. Som opvarmning til deres koncert i Den Grå Hal på Christiania den 2. november vises den japanske kultfilm, der netop hedder “Godspeed You! Black Emperor”, fra 1976, i Christianias biograf, Byens Lys.
På Frederiksberg teatret Aveny-T kan man den 9. november opleve den androgyne singer/songwriter Perfume Genius i et visuelt samspil med VJ’en Sort Støj. De mere intime rammer vil garanteret klæde den sårbare queer Perfume Genius, hvis mere intime sange på Roskilde desværre var druknede i larm fra andre scener og et uinteresseret publikum.
Den danske musikscene er også bredt repræsenteret. Excentrikeren Lorenzo Woodrose (Baby Woodrose og Spids Nøgenhat) hyldes i dokumentaren “Born to Lose” og giver i samme anledning koncert på Forbrændingen i Albertslund den 14. november og på Viften i Rødovre den 19. november. Den 13. november kan man opleve VETO-frontmanden Troels Abrahamsen indtage københavnske Bremen Teater som ramme for sit akustiske og intime soloprojekt EXEC.
Danske Lower spiller også til CPH:DOX. Det foregår allerede klokken 17 i Absalon Kirken på Vesterbro den 6. november, og koncerten ledsages af et visuelt mashup af skizofrene videoklip, der både skal understøtte og distancere sig fra Lowers musikalske udtryk.
Der er også verdensmusik på programmet. Den malinesiske sangerinde Khaira Arbys sætter fokus på afrikanske problemstillinger igennem sin ekvilibristiske ørkenrock, når hun den 29. oktober spiller i forbindelse med visningen af filmen “They Will Have to Kill Us First” om malinesiske musikere, der trodser den ekstreme sharialovgivning i Nordmali.
Se mere om de musikrelaterede programpunkter på årets CPH:DOX her.