Efter ni år som fritidsklub er Xtra Naan parate til at dele deres hobbyvirksomhed med resten af verden. Xtra Naans arbejdstimer har begrænset sig til et årligt tilbagevendende møde, hvor numrene er blevet skrevet, leet til og produceret. Spørgsmålet er blot, om et årligt møde kan resultere i musik, der er værd at bruge penge på og blive lyttet til af andre end de tre hyggende musikere.
Med en musikalsk fortid i 90’ernes The Prunes og radiosatiregruppen Gramsespektum har Peder Pedersen og Simon Bonde erfaring med at samarbejde i grænselandet mellem hiphop og komik. De to friske drenge er ikke desto mindre blevet små tyve år ældre siden curlingholdets storhedstid. De er kommet i far-alderen – Simon er reklamefilmsinstruktør og Peder er i dag kendt under eget navn med sit mere indadvendte soloprojekt. Et samarbejde med Tue Track har imidlertid bragt Simon Bonde og Peder Pedersen sammen om musikken igen, og siden 2006 har de brygget på det selvbetitlede minialbum, Xtra Naan.
Igennem minialbummet introduceres man som lytter for et karakterunivers af mandlige stereotyper. Det første nummer ”Malk mig” har allerede før pladens udgivelse været et Youtube-fænomen med Peder Pedersen som fatal, nøgen gangster med blodsprængt yver. Fra hiphoppens testosteronpumpede kønsorganer er vi vant til at se rappens tekstforfatter som en utømmelig player, der forstår at herske på sin trone af tilbedende damer. I Xtra Naans fortælling samler rapperen ligeledes let og ubesværligt damer op ved busstoppestedet ved et boligkompleks i forstaden. Kvindetækkeren tager det nye bekendtskab med hjem til lejligheden, men forvandles her til en ynkelig og bedende malkeko, der bare har brug for at få lettet trykket. Det er i tydeliggørelse af hiphoppens maskuline symboler og klicheer, at Xtra Naan forener skarpt skårne linjer med humor og selvironi.
Manden med yveret bliver på minialbummet efterfulgt af det Malk de Koijn-klingende nummer ”Puha”, der er arrangeret som en klassisk hiphopbattle. Xtra Naan-medlemmerne tager skiftevis rollerne som henholdsvis Bøssemanden, Brandt barn, Bente Piiv og ikke mindst Hr. Klammerik: en mand »der er så meget en mand, at han står op og skider«. En gruppedynamik der desværre bliver noget langsommelig og tung, og som aldrig formår at blive forløst i andet end 45 sekunders udebbende scratch.
Xtra Naan byder derudover også på den noget groteske og sprogligt udpenslede ”Wifebeater” samt den fantastiske, fortællende ”Smuglerne”, hvor Lille Jørgen Dk udfordrer Bøssemanden på hans ostesmuglingsterritorium. Bøssemanden er her den ubesejrede machomand, og da han får nys om den nye konkurrence, leveres der overlegne rim som:
»Men Lille Jørgen, det er slut nu/ (Slut nu?)/
For Bøssemandens pisser peger mod din prut nu/ (Prut nu?)/
Sig mig en gang, hvad troede du selv?/
At der var plads til dig på oste-markedet? Nej, vel?«
Albummet slutter med ”Brandslukningsmaskinen”, der sammen med ”Malk mig” er pladens bedste numre. I ”Brandslukningsmaskinen” møder vi dansegulvets karikerede mandlige gæster. Xtra Naan får her selskab af Klamfyr (Suspekt) som den småpædofile papfar, og omkvædet er tidstypisk og minder om en komisk parodi på en Lord Siva-frasering. Men trods sin ironiserende gengivelse af hvad hitlisterne er fulde af, er nummeret ikke bare sjovt og provokerende, men også vanvittigt fængende.
Er man træt af digitale spillelister udkommer Xtra Naans album også på vinyl. Her erstattes ”Brandslukningsmaskinen” dog med nummeret ”Kære Kalle”, hvor der rappes på svensk med overdrevne dansksproglige undertoner. Det er sjovt, men nummeret er også ensformigt og på ingen måde lige så sjovt som ”Brandslukningsmaskinen” fra den digitale plade.
Det er genkendelsen og overdrivelsen af hiphoppens mandsdominerede og unuancerede tekstunivers, der gør Xtra Naans album til noget særligt og sjovt. Albummet er ikke noget mesterværk, men en god blanding af musikernes respektive projekter og baggrund. Xtra Naan er fantastiske sprogjonglører, og selvom albummets sange varierer i kvalitet, er det tydeligt, at de har haft det sjov med at lave det. Selvom trioen er et hobbyprojekt, rummer det tilpas meget musikalsk overskud til, at albummet i dets helhed er lækkert at lytte til samtidig med at lattermusklen arbejder.
