I 2000 meddelte skuespilleren, dramatikeren og forfatteren Claus Beck-Nielsen sin egen død. I hans sted opstod Claus Nielsen, en mand der levede på gaden uden CPR-nummer og derfor – i systemets øjne – uden identitet. Siden da har Nielsen, som den magre mand med de stirrende øjne ofte kalder sig i dag, virket under flere personaer. Skarp samfundskritik og spørgsmål omkring identitet går igen i de meget forskellige projekter og såkaldte happenings, der bl.a. tæller dekadente litterære saloner hos Madame Nielsen, teaterstykker, adskillige samtalebøger med kunsthistorikeren Mikkel Bolt, en tur til Irak for at aflevere kassen med demokrati, photoshoots i verdens brændpunkter som Miss World og dokumentationen af mange af aktiviteterne i bøger og, ikke mindst, medierne.
Det er især den direkte inddragelse af medier, som gør Nielsens virke interessant. Kunstnere har i et eller andet omfang altid brugt iscenesættelsen af deres person i medierne aktivt. Men måden artiklen i dagbladet, indslaget i tv-avisen og selve personen (eller rettere, personerne), man kan møde på gaden eller til foredrag og arrangementer, i Nielsens tilfælde i høj grad er værket, det kender jeg ikke andre eksempler på. Grænserne mellem kunsten og den politiske virkelighed er umulige at tegne op.
Og det er grænserne mellem de enkelte værker også. Derfor er det også umuligt at lytte til The Nielsen Sisters og deres seneste plade Love & Peaces uden at betragte den som en del af Nielsens samlede virke. Bandet består foruden Søster Nielsen af Søster Anja (også kendt som Anja Lahrmann fra Ice Cream Cathedral og Spillemændene) og musikerne Søster Mads Emil, Søster Wolf og Søster Simon. Desværre bidrager albummet ikke med noget særligt til helheden. Tekstuniverset, der konstant svinger mellem dansk, engelsk og fransk, er interessant nok enkelte steder, men det samlede udtryk minder mig mest af alt om et politisk indigneret ungdomsskoleband.
Albummet er bedst på den stemningsfulde ”My American Dream”, hvor enkle, brudte guitarakkorder og svævende synthlag lyder bag Nielsens uskønne, men her dragende, vokal. Nummeret er ikke kun en kritik af den fladpandede amerikanisme, men udtrykker også en slags fascination eller i det mindste en melankoli.
Beklageligvis hører det til sjældenhederne på pladen, at det hele på den måde går op i en højere enhed. Niesens vokal er oftest bare dårlig og står ikke til at redde af Anja Lahrmanns ellers vellydende andenstemmer. Musikken har noget teateragtigt over sig – og det skal ikke forstås som en kompliment, for teatermusik er sjældent særligt godt for sig selv. Det peger måske på, at The Nielsen Sisters er et band, der hører hjemme på scenen, men nu præsenteres deres musik jo som et album, man kan sætte på derhjemme. Og her fungerer det ikke særligt godt. Nogle gange slår det over i noget irriterende, karnevalesk reggae, andre steder virker det mere som en kedelig, anonym undskyldning for de lidt for forudsigelige melodier og de sympatiske og berettigede, men sommetider også lidt for forudsigelige, politiske pointer.
Vi skal selvfølgelig forbi klimakrisen. På ”Hvorfor skal vi gå” lyder en fængende, fremaddrivende basgang, der skubber os mod afgrunden. Melodi og tekst er imidlertid nærmest komisk dårlig: »Hey, lille søster, om lidt skal vi gå … Har du hjelmen på? / Har du tisset af? / Kan du ikke forstå?«. Og så apokalypsen: »The seas are gonna keep on rising and rising and washing and washing and washing all over again«.
På ”Love & Peaces” handler det om krig og religion, på ”Night in Paris” om racisme, på ”All We’re Creating is Humanity” om vores hykleriske og hule humanitet, på ”The Lollipop of My Night” om den moderne Paradise Hotel-inficerede seksualitet…
Og så videre, har jeg lyst til at skrive. Selvom teksterne ikke er uden tvetydigheder, står der alligevel et ret klart budskab tilbage. Det i sig selv er jo ikke noget problem. Der findes masser af bands og navne med relativt ensidige politiske tekster, der imidlertid kan slippe afsted med det, fordi de også laver virkelig god musik. Det synes jeg bare ikke, man kan sige om The Nielsen Sisters.
Nielsens virke er ikke bare interessant, men også vigtigt i en tid, der ifølge mange bliver mindre og mindre politisk, og i et land, der synker mere og mere ned i egen magelighed. Derfor er det også ærgerligt, at The Nielsen Sisters og Love & Peaces på ingen måder lever op til kvaliteten af mange af de andre projekter.
