Temperaturen i det glohede Gloria var åbenbart ikke en hindring for det store publikum, der var mødt op lørdag eftermiddag for at høre det klassiske improkollektiv We Like We på Roskilde Festival. Alligevel var der en påfaldende næsten lidt komisk kontrast mellem de trætte og storsvedende festivalgæster og de fire yndige ensklædte kvinder, der indtog scenen klokken 14.30.
Efter en lang kunstpause begyndte bandet en times udforskning af lyd og ekspressivitet, der var både poetisk, intens, klangfuld og sensibel. Badet i røg og blegt purpur lys indledte ensemblet koncerten med en synkoperet og dissonant ildevarslende march og fængslede fra start publikum med deres unikke udtryk.
Plaget af tekniske vanskeligheder måtte en lidt klodset lydmand bruge det meste af koncertens andet nummer, ”I”, på at justere kabler på vokalist Katinka Fogh Vindelevs mikrofon. Det distraherede desværre nummerets smukke skrøbelighed, som lidt gik tabt i forvirringen.
Kvartetten fortsatte heldigvis ufortrødent med nummeret ”I Follow Your Sigh”, hvor flakkende visuals på bagtæppet komplimenterede vokalernes æteriske friktion. Uden advarsel skiftede gruppen gear med det hidsige nummer ”Anticipation”, der med et Steve Reichsk rytmisk drive fik hele Gloria til at gynge. Det var på mere kraftfulde numre som dette, at koncerten fungerede bedst. Ikke fordi, det er We Like Wes bedste sange; tværtimod.
For mig var højdepunkterne det hjerteskærende ”I Began to Fall Apart”, og de konstante kuldegysninger over hele kroppen under nummeret ”Entropi”. Sidstnævntes transcenderende, Schönbergske harmonier kom desværre ikke rigtigt til deres ret pga. det lidt støjende publikum og en invaderende bas fra en igangværende koncert på en anden scene. Det er lige netop det, der kan være problemet ved Roskilde-koncerter med et decibelniveau, der ikke matcher de resterende, og hvor stilheden i musikken spiller en lige så stor rolle som lyden. De drukner simpelthen i den konstante festivalstøj (ligesom Metallicas lydprøve under Ekkozones opførsel af Music for 18 Musicians).
På trods heraf leverede We Like We en imponerende optræden, hvor både individuel instrumentbeherskelse og kollektiv opmærksomhed prægede koncertens overvældende sensibilitet og præcision. Med legesyg instrumentbrug gav de fire unge kvinder publikum indsigt i deres gevaldige arsenal af soniske udtryk. Jeg har sagt det før, og jeg vil sige det igen: I like We like We.
