Succes med et rockband, et alkoholproblem og en efterfølgende selvransagelse danner rammen om The Radar Posts selvbetitlede debutalbum, som måske er mere personligt end musikalsk banebrydende.
Som trommeslager i pop-rock-bandet A Friend In London samt Ulige Numre og Den Fjerde Væg har Esben Svane prøvet lidt af hvert. Han har turneret Europa tynd, deltaget i Eurovision Song Contest og varmet op for Backstreet Boys. Men berømmelsen og festerne tog hårdt på Esben Svane, som så sig nødsaget til at flytte hjem til sin familie for at starte på en frisk. Han begyndte at komponere og indspille på en gård i det midtjyske, hvor han isolerede sig selv fra omverdenen. En rigtig Bon Iver-fortælling.
Og faktisk også med lidt af et Bon Iver-isk outcome. Indspilningerne i isolationen blev til projektet The Radar Post og et debutalbum af samme navn. En debut, som emmer af selvransagelse og selvhealing, men som aldrig bliver navlepillende – heldigvis. The Radar Post er blevet en, om end klichépræget, personlig og ærlig beretning om at vende tilbage til det, der var engang. I Esben Svanes tilfælde kampen for at lægge succes, fest og alkohol på hylden og starte forfra.
Albummets første nummer “Foreword” fungerer faktisk som det, det bliver beskrevet til at være – et forord. Her gør Esben status over sit liv, som det har været op til nu, og på hvad det skal blive. Med et fornøjeligt smukt fingerspil som underlæg og en forfriskende mangel på inddeling i vers og omkvæd. Herefter følger “Nothing’s Holding You Back”, hvor fingerspillet er erstattet med en mere pop-rocket guitar og en insisterende bas.
Numrene svinger albummet igennem mellem de mere afdæmpede fingerspils-numre som “Undercover” og ”Traces”, der lyder lidt som en blanding af The Tallest Man On Earth og tidligere nævnte Bon Iver, og så de mere pop-rockede affærer, som ”Wear Your Head Off” og ”You Got My Back”, der godt kunne lyde som noget fra A Friend In London. Det er til tider en underlig kontrast. For eksempel når tematikken i lyrikken synes at være yderst følsom, og den så undermineres af et malplaceret upbeat-tempo, der virker mere passende til et ligegyldigt radio sommerhit, som det blandt andet er tilfældet på ”You Got My Back”. Derimod går det hele op i en højere enhed på højdepunkterne ”Traces” og ”Duck Valley”, hvor smukke melodier går hånd i hånd med lyrikken og ikke mindst en dragende vokalpræstation.
Og netop Esben Svanes vokal har jeg et ambivalent forhold til. Den er, på de mere afdæmpede numre, som de to sidstnævnte, blid, dragende og sangene klædelig. I nogle øjeblikke er den dog voldsomt afskrækkende, når den råber så forpint og udlængslende, som kun Conor Oberst kan gøre det med Bright Eyes – bare ikke lige så vellykket. Det lyder hurtigt meget forceret og næsten skabagtigt, selvom det formentlig på ingen måde er intentionen.
Albummet virker meget dybfølt og oprigtigt, hvad jeg slet ikke er tvivl om, det er. Men det bliver ikke for alvor vedkommende, og oprigtigheden drukner, desværre, hurtigt i små-klichéfyldt lyrik, som på nummeret ”Get Up! Get Out!”, hvor teksten lyder:
»Now you can’t hear their silly words. Forget the ones that you have heard and hear me singing: We can make it so much better than they tell us if we try«
The Radar Post sætter sig aldrig for alvor fast, og som lytter bliver jeg ikke revet med ind i Esbens Svanes kamp for at starte forfra, hvilket der eller synes at være alle forudsætninger for.
