Konkurrencer Nyheder

Og vinderne af årets Roskilde-konkurrence er…

Skrevet af Anna Møller

Hvem har digtet dette års vindersang og sikret sig en gratis Roskilde-billet?

cover

foto: Per Lange, Roskilde Festival

Undertoners årlige Roskilde-konkurrence er afsluttet.

Vi har grint, vi har grædt, og vi har skålet i lambrusco og baileys. Og vi er endelig kommet frem til to vindere, selvom det var vældig svært.

Du sidder sikkert og gnider dig i de små, tørre festivallabber og håber på, det netop er din Rosser-sang, der har vundet, men grav lige selvbeherskelsen ud ad lommeuldet. Inden de to vindere kan afsløres, skal vi lige forbi nogle af de mange gode bidrag.

For lige at ridse reglerne for konkurrencen op, så var det jo noget med et par vers på den evige konfirmations-klassiker “Jeg er Havren”, og tre af de følgende ord skulle indgå i sangen: Orange, Roskilde, Musik, Under, Toner og [indsæt et af årets navne] – altså brug et af årets navne i sangen.

Overraskende mange bidrag brugte Suspekt som en del af deres sang, men ellers er det nogle alsidige hyldestsange, der er blevet digtet til Roskilde.

Sander valgte at køre den ind med Mr. Lamar: »Hvad er klokken, vi har noget at nå/Vi skal løbe homie – ikke gå/Jeg skal se ham der Kendrick Lamar/Snup nogle bajere så er vi klar«

Kasper Kornelius namedropper en kendt lejr i sine indledende vers: »Roskilde, du er min Fest-i-hval / Snart blir’ overgivelsen total«, mens Malthe delagtiggør redaktørerne i sin tarmflora: »Burger og postej, min tarm den får kolik / Teltet stinker af metan-musik.« Og på trods af fine rim i Malthes vers, så er det så som så med metrikken, og i redaktørernes øjne er metrik på lige fod med sproglig kreativitet. Det samme var desværre tilfældet med Janus’ flotte rim: »Der skal pimpes orange voda-juice/Til de tunge beats fra Run The Jewels/Paul M han får et hjertestop/Når han ser Nickis rumpe i galop.«

Også Paul McCartney fik mange flettet elegant ind i deres hyldestsange, og således også dette års tredjeplads, der underskriver sig Tante Mai: »Dine tårne knejser under sky / Paul McCartneys toner gir mig ly / Ungdomskilden springer lige her / Evigt Roskild’ vil du stå mig nært.«

Det var lige ved at være en Roskilde-billet, Tante Mai. Lige ved og næsten.

Vinderne

En anden deltager sendte to bidrag ind, og selvom kun det første talte, så var kløerne ude i anden hyldestsang: »Juli måned, kommer du dog snart? / Vinterhiets sløve slavemarch / Slæber sig afsted med tunge skridt /Kedeligere end First Aid Kit.«

Svineren tilhører Bjørn Alexander Gøtzsche Lange, der til gengæld vinder den ene af de to Roskilde-billetter med sit første bidrag:

»Kan du huske dengang i nul-syv / Da vi ungdomsrocked’ til Nephew / Og vor’s gilde druknede i slam / Åh, Roskilde, nu hør’ vi Nils Frahm / Vi har nemlig fået børn og job / Og orange panton-pendler op / Men i første juliweekend er / Endelig vi tilbag’ i U’SR.«

Redaktørerne elsker tragikomikken, den triste hverdag og de orange pendler over det møgbeskidte spisebord. Godt arbejde.

Den anden vinder er en nyklassiker in-spe, direkte copypaste ind i Halfdans Rasmussens uudgivne Roskildehymner. Bidraget kommer fra Ida Brixtofte Nielsen, der ser ud til at undergå en reel forvandling, når Roskilde rammer:

»Jeg er jyde, bor på Østerbro / Ked’lig konsulent i spidse sko / Men Pharrell, han gør mig superfly / Mudder, nøgenløb, det lige’ mig. Sol og shots og al den go’ musik / Gør mig til orange SUPERFREAK / Min iPhone har jeg tabt, så jeg er fri / Jeg danser rundt, because I’M HAPPY!.«

Stort tillykke.

Leave a Reply