Sydstatskvartetten Alabama Shakes er tilbage med deres andet album, der bærer titlen Sound & Color. Bandet spiller på velkendte tangenter og trækker stadig på en smeltedigel af americana-inspirationer i lydbilledet, mens frontkvinden Brittany Howard, med sin enorme vokal, fortsat fremstår som bandets største stjerne.
Alligevel sidder man som lytter ikke tilbage med følelsen af, at Sound & Color blot er ‘mere af det samme’, som gruppen serverede på debutalbummet Boys & Girls. Der er ikke tale om en radikal nytænkning af gruppens lyd, men der er ingen tvivl om, at de nu trækker på et større register end tidligere. Sound & Color er en langt mere eklektisk, legesyg og rodet affære end det ‘pæne’ og ordentlige album Boys & Girls.
Til tider falder eksperimenterne igennem, som på nummeret ”The Greatest”, der lyder omtrent som man kunne forvente, når et band med så klare R&B- og blues-rødder kaster sig ud i at spille hardcore punk. Det vil sige: mere spændende end decideret godt. Generelt er villigheden til at eksperimentere dog et frisk pust, der er med til at give bandets retro-inspirerede lyd en mere moderne klang. Tag bare singlen ”Future People”, der groover derudaf, båret af et funky rytmeguitarspil, inden omkvædet begraves i en tonstung og forvrænget fuzz-bas. Resultatet er drøn lækkert!
Som nævnt tidligere har den 26-årige rockmadamme Brittany Howard et stemmeorgan af en karakter, som kun få kan matche. Akkurat som albummet eksperimenterer med et bredere lydspektrum, så leger Howard også med nuancerne i sin vokal. Hver sang følger ikke længere samme opbygning mod et klimaks i form af en rå soul-udladning båret af ren stemmekraft. Vokalen virker dog flere steder lettere mudret mixet og mindre fremtrædende end på Boys & Girls, formentlig i et forsøg på at gøre den mindre dominerende.
Det er en skam, for det er stadig, når Howard får lov til at skrue op for og slippe stemmen løs, at Alabama Shakes lyder stærkest. Luftskibet letter for alvor på den Led Zeppelin-inspirerede og langsomme ballade ”Gimme All Your Love”, hvor Howard skiftevis skruer op og ned for volumeknappen på sin imponerende vokal. Med sin insisterende falset-bøn, »Gimme all your love, baby!«, lyder hun som en værdig arvtager, der kan bære faklen videre fra Robert Plant. Et andet højdepunkt er singlen ”Don’t Wanna Fight”, som Howard indleder ved at frembringe en lyd, der starter som en hiven efter vejret og slutter i et skrig. Singlen er i sig selv en værdig arvtager for den brillante ”Hold On”, der i sin tid var med til at gøre bandet kendte.
Sound & Vision lider dog delvist under samme problematik som forgængeren Boys & Girls. Pladen har nogle virkelig stærke sange, men specielt på anden halvdel af pladen går luften af ballonen. ”Shoegaze” lyder som et nummer der kunne være opstået i en hyggelig eftermiddags jam-session med Keith Richards og Mick Jagger, mens ”Gemini” kører i blues-tomgang henover små syv minutter. Numrene hverken skæmmer eller pynter pladen – de lever bare ikke op til den stærke første halvdel.
