Garagerock fra Esbjerg! Det lød lovende. Jeg forestillede mig, at stanken af fisk kombineret med stiv kuling fra vest var de perfekte rammer for hårdtslående og intensiv rock’n’roll. Selv skriver bandet, Little Johnny Walker, at de blandt andet er inspirerede af The Black Keys og Seasick Steve, men de to skæggede herrer, Martin Mejgaard og Thomas Ebert, leverer et noget pænere og mindre beskidt indtryk end inspirationskilderne.
I pressematerialet gør de en del ud af, at vejen til The First Album blev forsinket, da første indspilning var for pæn og uden den nerve og garagelyd, som særligt liveoptrædenerne havde budt på. Derfor besluttede de at skære alt overflødigt fra og køre det hele i first take. Kun guitar, trommer og vokal. Umiddelbart godt tænkt, for netop at nå den mere rå og upolerede bluesrock-lyd, som bandet bekender sig til. Og selvfølgelig kan det høres.
Åbningsnummeret “Point at the Mirror” starter med en klassisk distorted guitar og buldrer derudaf med trommer i højt tempo. Martin Mejgaards vokal ligger godt til bluesrock, og nummeret giver kort en fornemmelse af hård vestenvind og to rock’n’rollere der vil frem i verden. Men allerede i andet nummer taber de pusten. Det bliver lidt for meget blues og for lidt garagerock, og med kun guitar og trommer formår nummeret “I Don’t Care If You Can’t Fight” ikke at holde Esbjergenserne til ilden. Albummet bevæger sig langsomt, men sikkert væk fra den lovede upolerede garagelyd. Den pænhed, man ville undgå ved at lave indspilningen i first take, bliver hængende som en lidt ærgerlig sidevogn til hvad, der ellers kunne blive et smukt sæt på en vestjysk bodega.
Særligt balladerne “My Sin” og “Porch of Plywood” får et lidt påtaget selvmedlidende udtryk, der bliver mere sukkersødt end hårdtslående. Det er der jo ikke nødvendigvis noget i vejen med, men Mejgaard og Ebert gør det bare meget bedre, når de leverer det, de lover. Som for eksempel på pladens absolut mest vellykkede nummer “Going to War”, hvor tunge trommer indleder og efterfølges af en omgang smadderguitar, mens Mejgaards vokal får et mere dybt og råt udtryk, der fungerer langt bedre end det alt for polerede udtryk i balladerne. Man får lyst til at gå i krig, om end det så blot skulle være i form af en lille krigsdans på scenegulvet.
Kort sagt virker Little Johnny Walker som et sympatisk projekt. Opkaldt efter en slavewhisky og med fødderne plantet i den vestjyske muld kan man næsten kun holde af dem. De formår bare ikke at levere det, de sælger sig på. Den stive og pæne produktion, de forsøgte at komme af med, forbliver en del af duoens udtryk på The First Album. Måske er det anderledes live, enkelte numre viser i hvert fald potentialet. Men pladen kan ikke snige sig op på mere end 3 U’er.
