Nyheder

Pop Revo og NorthSide offentliggør nye navne

Aarhus-festivalerne Pop Revo og NorthSide valgte på samme tid at afsløre nogle af de internationale navne, der i år gæster festivalbyen.

Viet Cong

I dag kl. 13 valgte de aarhusianske festivaler Pop Revo og NorthSide Festival begge at offentliggøre nye navne.

Pop Revo offentliggjorde de canadiske postpunkere Viet Cong (billedet), der lige har udgivet deres anmelderroste debutalbum, og de engelske alt.rockere Happyness, som gjorde meget væsen af sig i 2014 med udgivelsen af både et debutalbum og en EP. Udover de to bands er de amerikanske powerpop-gone-psychrock-excentrikere i Foxygen foreløbigt eneste navn på plakaten.

NorthSide Festival satsede som forventet lidt bredere med gamle kendinge som Placebo og Death Cab for Cutie samt de 90’er-inspirerede popdrenge i Years and Years, der netop er blevet kåret til BBC’s Sound of 2014. Også De Eneste To er blevet tilføjet programplakaten. De slutter sig til store navne som FKA Twigs, alt-J, José González, Little Dragon, Matthew E. White, Interpol, The Black Keys og Wu-Tang Clan.

Samtidigt med annonceringerne åbner Pop Revo op for billetsalget (380 kr.) til den 12. udgave af indie-festivalen, som finder sted den 14.-16. maj 2015 på spillestederne Voxhall og Atlas. NorthSide startede billetsalget allerede i oktober (1.395 kr.) og løber af stablen den 12.-14. juni 2015, som altid i Ådalen.

Leave a Reply