Mit første møde med Seattle-bosatte Mike Hadrias og hans alter ego Perfume Genius var under Gloria-scenens mere intime forhold til hans koncert på Roskilde Festival i 2012. Under mere eller mindre tilfældige omstændigheder var jeg havnet under festivalens mindste scenetelt, og den dengang 30-årige singer/songwriter havde jeg på forhånd intet kendskab til. Nu er mere end to år gået, men koncerten sidder stadig skarpt indprentet i min bevidsthed som én af årets mest intense og udtryksfulde.
Dengang var det Hadrias’ skrøbelighed og underspillede nærvær, der for alvor bidrog til, at den unge musikers fine fortællinger trængte helt igennem til de efterhånden både møre og småsnaldrede festivalgængere på en torsdag aften. For hvor Perfume Genius-monikerens tilstedeværelse skabte en relevant ramme omkring Hadrias’ historier, savnede de meget minimalistiske og teknisk enkle kompositioner en spændvidde, som kunne rumme det univers, som Perfume Genius udfolder. Til tider forekom det, som om Hadrias mere eller mindre ved et tilfælde havde udvalgt musikken som medie for sine fortællinger om ungdommelige identitetskriser og den fremmedgørelse, som han har følt sig som mål for grundet sin udtalte homoseksualitet.
Denne fornemmelse er komplet forduftet på soloartistens tredje album, Too Bright. Allerede i løbet af første gennemlytning står det klart, at Perfume Genius bevidst har fremelsket et langt mere interessant og multifacetteret musikalsk udtryk, der i højere grad kan rumme de mange stemningsskift i Hadrias’ sangskrivning, end hvad tilfældet var på de foregående albums Put Your Back N 2 It og Learning. Her havde den lidt monotone række af nedtonede pianoballader en tendens til at sløre den unge sangskrivers udtryk og skjule den vitalitet, der gemmer sig deri.
Det aktuelle udspil indledes imidlertid i tråd med tidligere albums af en kort men skrøbelig akustisk komposition, ”I Decline”. Nummeret er uden reel struktur og bæres alene frem af Hadrias’ lyse rystende stemme. Som en anden Antony pitchet med en oktav er klangen af Perfume Genius’ vokal i sig selv en nærmest uudtømmelig kilde til fascination, til trods for at hans tekniske kunnen ligger milevidt fra hans lige så vedkommende britiske kollega. Snarere end at slå tonen an for albummets resterende numre fører Perfume Genius med den minimalistiske konstruktion og foregivne afdæmpethed lytteren bag lyset og aflægger et løfte til lytteren, som han ikke har i sinde at holde.
Idet de sidste mol-akkorder fra ”I Decline” rinder ud, slår Hadrias på ”Queen” igen tonen an. Denne gang rummer udtrykket dog på alle måder en langt mere udtalt – og klædelig – aggression, end hvad der tidligere er hørt i mandens produktioner. Nu er klaveranslagene mere stakkerede og iklædt et lag af knas, der harmonerer med nummerets vokale og lyriske repressalier: »Don’t you know your queen? / cracked peeling, riddled with disease / don’t you know me? / no family is safe when I sashay,« vrænger Hadrias arrogant over et insisterende rocket beat og en tung tung bas. Det lave selvværd formuleret til lyden af skrøbelige singer/songwriter-kompositioner er forduftet, og med et mere nuanceret og rocket udtryk træder Perfume Genius nu mere selvsikkert frem og kalder rent faktisk til fællessang mod den fremmedgørelse af homoseksualitet, som han selv oplever hver eneste dag.
Musikalsk er Too Bright et ridt udi stemningsfulde kompositioner, hvor der over albummet som helhed ses stort på genrekonventioner. I stedet lægger kompositionerne sig tæt op ad de stemningslejer, som Perfume Genius forsøger at opbygge med sin lyrik. Således er den udtryks- og genremæssige spændvidde i albummets 11 numre stor, men Hadrias’ egen person agerer konstant rød tråd. ”Fool”, ”Grid” og ”My Body” er yderligere eksempler på numre, hvis udtryk i den grad er uensartede, men hvor de vidt forskellige musikalske virkemidler netop medvirker til at udfolde et imponerende nuanceret indtryk af Perfume Genius som kunstner. Hvor førstnævnte musikalsk er et sært kitchet værk bestående af lige dele fingerknips og udflydende synths, der i mere end én forstand er en kærlig hyldest til 80’er-kultur, trækker de to sidstnævnte på en bred palet af musikalske referencer af langt mere aggressiv karakter såsom tung wobble-bas, skingre Suicide-skrig og knasende industrial. Virkemidlerne peger med andre ord i alle retninger, men fælles for numrene er det, at de i højere grad end på nogen tidligere albums rent faktisk formår at opbygge og udfylde Hadrias’ Perfume Genius-persona.
Hvor Too Bright indledes med en skrøbelig piano-båren konstruktion, slutter albummet også af i et leje, som er genkendeligt fra Perfume Genius’ tidligere albums. ”All Along” er en kort og fin ballade, som uden at gøre meget væsen af sig på fornem vis opsummerer Hadrias’ allervæsentligste projekt: »I don’t need your love / I don’t need you to understand / I just need you to listen,« synger han således til lyden af afdæmpede anslag på et el-orgel og med en stemme, der i et højt toneleje konstant bevæger sig på grænsen til at knække sammen omkring den spinkle komposition.
På Too Bright omfavner Perfume Genius først for alvor musikken som middel til at skabe et rum, der understøtter den unge mands følsomme historiefortælling. Albummet er et værk, som på nærværende vis formidler et vidtspændende følelsesregister. De troværdige afstikkere fra klassisk nedtonet singer/songwriting til kitchet 80’er-pop og videre til tung industrial danner et indtryk af en kunstner, som vil have frihed til at definere sig selv – herunder som homoseksuel men uafhængigt af den fordomsfuldhed, som han gennem livet har oplevet i tilknytning hertil. Dybest set er Too Bright et dynamisk popalbum spækket af gode melodier, men under overfladen ligger væsentlige fortællinger, der i høj grad sikrer Perfume Genius en kunstnerisk eksistensberettigelse. Det burde være alle pålagt at tilbringe disse bare 33 minutter i Mike Hadrias’ særegne bekendtskab.
