Japanske Boris har lavet en ny plade – deres 19. af slagsen, hvis man ser på fuldlængdeudgivelser – den hedder Noise. Og hvis der er én ting, jeg kan tage med fra mit møde med den næsten 60 minutter lange maratonudgivelse, er det, at der næsten bliver løjet om det, der står på coveret. Jo, det er langt hen ad vejen en støjende omgang, som japanerne præsenterer lytterne for, mens trioen selv formår at få drevet deres egne musikalske eventyr tværs over flere forskellige afdelinger af metalverdens genrespektrum. Men midt i al støjen ender Boris også med at fremstå helt polerede og tilgængelige, hvilket både er med til at redde og delvist ødelægge Noises helhedsindtryk. For det er, som bliver der holdt en smule igen, når Boris rigtig har lyst til at udfordre os lyttere, og i stedet nærmere vi os oftere tilstande, der lyder poppede frem for mere ekstreme, sådan som man kender det fra tidligere udgivelser. Det er letfordøjeligt, og vi kan heldigvis alle sammen være med, hvis det er det, vi har lyst til.
Der er dog trods alt også ting, der ikke har forandret sig, og Boris giver mig nok en gang ikke valuta for penge, når det kommer til vokalen. Jeg har i forvejen aldrig rigtig været tilhænger af japanernes vokalpræstationer, og den samlede indsats på Noise kombineret med den udprægede klarhed i lydbilledet gør det desværre heller ikke lettere for mig at finde højdepunkter blandt trioens sangegenskaber.
Til gengæld befinder højdepunkterne sig netop på instrumentfronten, hvor Boris uden at skuffe leverer det ene genrebevidste håndværk efter det andet og samtidig konsoliderer deres evne til at bevæge sig ind og ud mellem de forskellige udtryk. “Heavy Rain” er således et storladent og skræmmende doom-epos, der formår at indkapsle både de monumentale basanslag, de insisterende crashbækkener og den hjemsøgende guitarambiens, mens en mere drømmende vokal til en positiv afveksling placerer sig solidt i forgrunden.
Samtidig er åbningsnummeret “Melody” samt “Taiyo No Baka” solide popkompositioner, hvor førstnævnte læner sig meget op ad hjemlandets forkærlighed for det storslåede omkvæd og ditto guitarsolo, mens man ihærdigt prøver at forvrænge de åbenlyse popmelodier, som nummeret er bygget op omkring, og hvor sidstnævnte kommer i en minimalistisk og shoegazerinspireret udgave, der som enkeltstående oplevelse langtfra er noget særligt.
Også når det går hurtigere på “Quicksilver”, føler man, at Boris hele vejen igennem har styr på deres intentioner og samtidig formår at føre dem solidt og vellydende ud i livet. Nummeret, der vel nok allermest kan defineres som thrashmetal, og akkurat som resten af pladen hører til i den absolut mest polerede afdeling, bliver desuden fremført i mest klichéfyldte 80’erstil, hvor den forudsigelige guitarsolo, forcerede råben og skrigen i baggrunden samt en evig og udmattende trommerytme tegner sig for de mest iørefaldende elementer, indtil nummeret tager et kort dyk ned i intensitet for derefter at ende ud i smuk, kakofonisk guitarstøj – uden at det på nogen måde skader den overordnede komposition.
Dog er der desværre også enkelte tidspunkter, hvor jeg føler, at jeg spilder min tid. Som når “Ghost of Romance” ikke virker som andet end en støjende popballade, der i øvrigt er mere end fire minutter om for alvor at efterlade et brugbart indtryk, eller når trioen uforståeligt afslutter deres 19. studieudgivelse med næsten tre minutters forglemmelig, postrockende ambiens på “Siesta”.
Alt i alt fungerer Noise alligevel meget fint og er i og for sig en ganske godkendt udgivelse; men man skal nok være ihærdig tilhænger af Boris for at kunne se det helt geniale og uovertrufne ved denne plade.
