En af kongerigets mest lovpriste og garvede rappere hedder utvivlsomt Per Uldal. En mangeårig stædighed omkring det meningspakkede, snedigt vinklede emne og den opfindsomme sætning gør Per Vers til en elsket skikkelse for både tyk, tynd, rig, fattig, radiolytter og undergrundshiphopper på den snævre danske rapscene.
Der er mange gode grunde til, at man som lytter umiddelbart føler sig i trygt og godt selskab, når Per V’s nye album sætter sejl. Den instrumentale intro indikerer, at lydsiden igen er formet af svenske Embee og DJ Large. Introen går over i første nummer, ”Big Bang”, der bærer en klassisk Per V-komposition; humoristisk, personlig, jordnær historiefortælling med en skinnende klar pointe. Det samme er tilfældet ved den reflekterede danskhedshymne ”Find mig her”, der er pladens kronjuvel. Per Vers tager sig god tid til både at fortælle og tænke, og det er et frisk pust.
En ting, der står klart, er, at Per Vers er en mand med decideret fornuftige musikalske og (tilsyneladende) litterære perspektiver. Inspirationskilderne sætter deres tydelige præg: ”Invictius” er en oversættelse af William Ernest Henleys digt af samme navn. ”Dum” er en nyfortolkning af Raske Penges ”Intelligent”. Dele af Biblen gennemgår en voldsom modernisering i ”Midt i julenat”. Leonard Cohen/Steffen Brandt/Tina Dickows ord og toner danner rygraden i ”Tre breve”. Og ”Gennem væggen” lyder forbavsende meget som Atmospheres ”Who I’ll Never Be” fra The Family Sign – sidstnævnte kunne måske være et utroligt tilfælde, men det tvivler jeg meget på. Pointen er, at man kan mærke, at Per har en masse, han gerne vil formidle, en masse forskellige, gode vinkler, han har samlet op, som han mener er vigtige. Det giver en plade, der vælter rundt i alle verdenshjørner.
Sandt at sige er det dog ikke alle idéer, der føres lige succesfuldt ud i livet. Jovist, ”Dum” kommenterer danske læreinstansers pointsystemer og måleenheder – relevant og velskrevet med musikalsk vovemod. Selvom Per rimer dum på stum lidt for ofte til min smag, er nummerets eksistens vigtigt for både musikbranchen og samfundet. Også ”Midt i julenat” har et ambitionsniveau, der ikke går ubemærket hen. Med Kristi genopstandelse, helligdagsberetninger, synd og næstekærlighed anno 2014 i ét bette nummer er man stor fare for at drukne i klichéer og kvalme – og det er derfor næsten et mirakel i sig selv, at nummeret faktisk er et af de bedre på pladen.
Resten af de ovennævnte numre har også ambitioner, bevares – men måske for mange. De ender i hvert fald som makværk af forcerede budskaber. ”Tre breve”, der forsøger ihærdigt at være både politisk og emotionel, er nok musikkens pendant til tv’ets realityshows (endda dem fra amerikanske, overgearede TLC). Jeg kan simpelthen ikke høre den færdig: Historien om soldaten, der dør i krig, og hvis kiste til slut bæres ud til ”Halleluja” er skræmmende uoriginal. Dertil kommer, at den guiterdrevne produktion er uden kant, og Pers imitation af brev/dagbog-genren fremstår underligt kraftløs.
Ved ”Gennem væggen” bliver jeg ved med at høre ”Who I’ll Never Be” fra 2011; et nummer, hvis skrøbelighed og overbevisningskraft jeg var/er dybt imponeret over – og i sammenligningsprocessen bliver ”Gennem væggen” desværre degraderet til at være en halvkedelig omgang. Der er flere numre, hvor selve tekstskrivningen er sløj – og så begynder det altså at blive kritisk med en Per Vers-rapplade. Hvis de storslåede, ambitiøse eller alvorlige emnevalg ikke følges til dørs med oprigtig originale rim, ord og sætninger, så brydes kontrakten, og lytterens gevinst ved sangene bliver minimal.
Konklusionen er, at DNA er skuffende i alt for meget af spilletiden. Et gennemsnitligt rapalbum på både tekst- og produktionsparametrene. Og et gennemsnitligt album fra Per Vers er vel noget nær katastrofalt, så man må forsøge at tage det for, hvad det er: en håndfuld fantastiske numre gemt midt i en sær, lunken pærevælling bestående af moral, humor, intertekstualitet og historiefortælling.
