Danske Karen Marie Ørsted aka Mø har været på noget af en rejse de seneste to år og er på alles læber, men lad os lige for overskuelighedens skyld ridse forløbet op. Allerede i maj 2012 smed hun singlen “Maiden” efter en optræden på Spot Festival, tre måneder senere gav hun os “Pilgrim”-singlen, som i løbet af det næste års tid langsomt men sikkert sneg sig ind på enhver radiokanal, i januar 2013 kom så Møs officielle debutsingle “Glass”, og kort tid efter vakte hun for alvor opsigt i den danske mainstream-musikkultur med en forrygende optræden til P3 Guld. Senere kom næste single “Waste of a Time” i følgeskab med en international kontrakt med RCA Victor/Chess Club, som ville udgive hende verden rundt, hvorefter et samarbejde og efterfølgende turné med Diplo fulgte, og en kort ep i oktober endelig blev udgivet med masser af roser til følge. Seneste single, “Don’t Wanna Dance”, kom i januar 2014, og det længe ventede debutalbum No Mythologies to Follow så endelig dagens lys den 10. marts. Få uger efter modtog hun så P3 Prisen til P3 Guld overrakt af selveste Melanie C aka Sporty Spice. Lige nu turnerer hun naturligvis rundt i det meste af Europa og USA.
Puha, man kan jo blive helt forpustet af denne historie, som er et skoleeksempel på, hvad hype kan gøre ved en ung odensiansk piges liv. Den er også et rigtig fint billede på, hvordan musikforbruget i dag, i denne (host) postmoderne zappekultur, er singlernes paradis. Det fungerer jo tydeligvis at udgive musik på denne måde, så jeg undres ofte over, hvorfor der alligevel til stadighed insisteres på at udgive hele albums. Måske er det et udslag af forskelle mellem kunstneriske og økonomiske interesser eller blot et levn fra svundne tider, men det vil jeg nu ikke gøre mig klog på.
Ved gennemlytning af No Mythologies to Follow undres jeg i hvert fald gentagne gange over, hvorfor det har givet mening for Mø & co. at udgive i dette format. Med syv ud af de 16 tracks allerede kendt føles det mere som et nostalgisk opsamlingsalbum udsendt af økonomiske interesser end en frisk og sammenhængende debut fra en ung dansk pige. Nå, men nok ordpilleri. Vi må hellere til det – musikken!
For Mø er virkelig noget specielt. Hypen er ikke bare varm luft. Hun har nemlig en ganske unik evne til at lave medrivende skizofren popmusik, der skider på genrekonventioner og samtidig ikke er bange for være catchy og lækker. I samarbejde med producer Ronnie Vindahl (Boom Clap Bachelors) har Ørsted skabt et univers fyldt med håndklap, knips, r’n’b-rytmer, calypso-figurer på guitar og synth, hoppende og bloppende bip samt hendes egen halvt rappende, halvt syngende lyse men melankolske stemme. Teksterne kredser på ærlig vis omkring ung kærlighed på godt og ondt og verdens tilsyneladende ligegyldighed.
På mystisk vis smelter alle disse ukompatible elementer sammen til én organisk helhed, hvor helheden føles mindre kompakt end summen af enkeltdelene. Et klasseeksempel på dette er den fremragende “Glass”. Nummeret opbygges af et væld af lyse forårs-synth-toner og et par hakkende vers, der halvvejs reciteres med lidt ligegyldig attitude, før det eksploderer i et omkvæd med et »Oh why do everyone have to grow old / Everyone wonder where the good times go / Oh, why do everyone have to grow old? / Wanna be free / Wanna be free / Wanna get’em.«
På mange måder er No Mythologies to Follow historien om at være barn af mulighedernes tid, hvor alle døre er åbne, og man selv er nødt til at lukke dem én for én, indtil man kan overskue dem. Det forventes dog, at man kan navigere rundt i dette rum med uendelig mange åbne døre, for man vil jo nødigt gå glip af nogle af alle de muligheder, der er os tilgængelige.
Det er vores generations forbandelse, og som Mø i titelnummeret afslutningsvis synger: »We go on and we go on, go nowhere every day / We’re trying to suppress that nothing matters anyway / Ride and ride until you’re hollow / We got no mythologies to follow.« Vores tilværelse ender, hvis vi ikke passer på ikke at blive hule og substansløse. Efter at have hørt No Mythologies to Follow igennem en del gange sidder jeg desværre tilbage med en følelse af, at albumformatet (mytologien) er blevet presset ned over en kunstner, der er en af de få, som mestrer at navigere meningsfuldt blandt alle de åbne døre.
Nuvel, No Mythologies to Follow er spækket med gode sange som den ærlige “Never Wanna Know”, medrivende “Glass”, festlige “Waste of a Time”, eftertænksomme “The Sea” og hittet “Pilgrim”, men de har svært ved at komme til deres ret og fungere optimalt i en samlet i en pakke som denne. Generelt har numrene høj klasse, men No Mythologies to Follow er desværre mindre end summen af sine bestanddele.
