»This record is in memory of Ralph Rjeily. He was a great guy and a good friend. As a sound man, producer, booker etc he did a huge job for the psychedelic music scene in Copenhagen and around Europe. He passed away on the exact day of this recording, and we were all deeply moved by the sad news, and we think it reflects in the music. Farewell Ralph and thanks.«
Sådan står der i coveret til udgivelsen The Papermoon Sessions, som har undertitlen Papir meets Electric Moon. Som titlen antyder, er der tale om en fælles optræden med den danske instrumentaltrio Papir og to tredjedele af deres tyske modstykke i bandet Electric Moon. Derudover medvirker også Mogens Deenfort (Øresund Space Collective) på synths.
Der er tale om et livealbum optaget på det københavnske spillested Dragens Hule – syrerockens højborg – hvor de tre numre blev improviseret on the spot en aften i august 2012. Og som det også hævdes i ovenstående citat, fornemmes den tragiske kontekst tydeligt i musikken. Der er nemlig en stemning af introvert lukkethed over store dele af udspillet, hvor eksempelvis de ekspressive guitarsoli, som i hvert fald Papir ellers mestrer på deres studiealbums, mestendels er afløst af mere ydmyge og langstrakte, støjende toneflader.
Det mere end 16 minutter lange ”Farewell Mr. Space Echo” starter slæbende og bygges kun langsomt op, hvor synths og mandolinklingende guitarer er med til at give det hele en overjordisk feeling af at forsvinde ind i sig selv eller ud i verdensrummet. Det er er lige så syret, som det lyder. De elektronisk klangflader er i høj grad med til at definere nummeret her, og det fungerer godt. Det samlede lydbillede bliver ret bastant og massivt. Det er en på alle måder heftig lytteoplevelse, hvor det seks mand høje kombi-band virkelig giver los. Omkring halvvejs eksploderer det hele i energi og støj i et regulært tæppebombardement af lyd. På sin vis kommer jeg her nærmere til at tænke på noiserock og Sonic Youth end på 70’er-inspireret syre- og krautrock.
”Red Dust” er et lidt kortere bekendtskab, som også umiddelbart lader til at være bygget mere klassisk op med noget, der ligner et genkendeligt tema fra en dejligt ekko-indsovset guitar. Dynamisk set når nummeret ikke samme højder som åbneren, men det gør ikke noget, for i stedet fungerer det som vidnesbyrd om, at konstellationen også evner at bruge impro-formen på en mere stringent vis, som fungerer lige så godt.
”The Circle” runder udgivelsen af med 21 minutter og 17 sekunders fri amok-form. Fra starten har rytmegruppen lagt sig fast på et insisterende, fremadrettet drive, der virker som bund for lyde og støj. Efter et længere intermezzo, hvor der skæres kraftigt ned på lyd og energi, vokser nummeret langsomt i lydstyrke og intensitet og ender ud med en gedigen guitarsolo.
The Papermoon Sessions bærer vidne om en overbevisende live-præstation fra det til lejligheden sammensatte orkester. Overbevisende, fordi alle involverede parter viser sig i stand til at improvisere så propert, at musikken ikke på noget tidspunkt falder igennem. Ikke ét sted tænker man, at musikerne går skævt af hinanden eller er på vej i forskellige retninger. Også de mange forskellige udtryk, som dyrkes, er med til at understrege de musikalske kvaliteter og den opfindsomhed, der ligger bag. Især den episk lange ”The Circle” udviser et så imponerende dynamisk spænd, at vi er tæt på en totaloplevelse, hvor de lange forløb næsten får hypnotisk karakter.
Der indfinder sig en naturlig begrænsning for helhedsindtrykket i det faktum, at sangene er komponeret på stedet uden – må man gå ud fra – forudgående planlægning. At musikken ikke er resultatet af en tilbundsgående bearbejdning, kan nemlig høres. Ikke på en dårlig måde, men det betyder, at det ikke er genkendelige melodiske temaer, hvor man får fornemmelsen af, at her er en sang, der er udgivelsens stærke side. I stedet udfolder musikken sig som en lang, fremadskridende proces, hvor slutpunktet godt kan ligge et godt stykke fra startpunktet. Det er rejsen, der er vigtig, ikke destinationen.
Men hvad gør manglende melodiske sammenhænge, når The Papermoon Sessions i stedet leverer et så intenst og dragende udtryk, som det er tilfældet? Ikke noget, for resultatet er heldigvis spændende, utæmmet og anderledes nok til at fastholde lytteren.
The Papermoon Sessions er en flot sidste salut til en personlighed, der fortjente det. Det er også et studie i den helt frie improvisationsform, og her fejler udgivelsen på ingen måde. Det musikalske overskud, der nødvendigvis må ligge til grund for de tre stykker musik på udgivelsen, vidner om en rutine, opfindsomhed og evne til at skabe orden i kaosset, som mange musikere nok kunne blive misundelige på. Men det her handler ikke om at være bedre end de andre; det handler om at skabe kunst ud af musik. Og her er dommen klar: Mission accomplished.
