Det dansk/norske band Heimatt er ifølge pressemeddelelsen det »nyeste skud på den danske folk-stamme«, men efter at have hørt deres debut-ep To the Mountain synes jeg mest, det ligner et vildskud på en vissen gren. Skal det danske folktræ blomstre igen en dag, må der efter min mening ske en kraftig beskæring af de syge grene samt gødskning af udpint jord. Den danske indiefolk-scene har ellers trivedes glimrende i de seneste seks år, hvor en regnsky fra Amerika blæste ind over landet og dryppede Bon Iver- og Fleet Foxes-toner i vores hår. Herefter blev der skrevet en dansk sang om en balkon, hvilket for alvor satte gang i væksten af såkaldt ‘nordisk indiefolk’, men vi er nu nået til et sted, hvor der, efter min mening, ikke kan koges mere suppe på de gamle frugter. Dette er To the Mountain desværre et tydeligt bevis på.
Lidt fakta: Heimatt, som betyder hjemstavn, består af den 22-årige dansk/norske sangskriver Magnus Grilstad samt erfarne musikere på trommer, guitar og violin med fortid i bandsene Annasaid og Dead Young Oaks. Sammen laver de melodiøse, upbeat folkpopsange i stil med Mumford & Sons, Dry the River og The Rumour Said Fire med titler som “Nordic Tales” og “Winter Noise” omhandlende »livet, eventyr og det kolde nord«. Lydbilledet domineres primært af akustiske og elektriske guitarer, mørke trommer og violin samt Grilstads kølige, nasale vokal. Indimellem afveksles der med lidt korpassager. Strukturen på de fleste sange er den klassiske afdæmpet-energisk-afdæmpet. Lyder det lidt klichéfyldt? Så bare vent, til du ser pressefotoet, som er lige så fantasifuldt som aarhusianske metalbands’ ditto. Her står Grilstad nemlig iført norsk strik med uredt hår og med en passende melankolsk attitude i front for sine musikere, der alle er lige fraværende og påtaget melankolske – endda iført skovmandsskjorter og blomsterkjoler! Puha, det er op ad bakke.
Det lyder alt sammen rigtig negativt, men jeg vil nu gerne pointere, at Heimatt på ingen måde er uden evner; de er alle sammen dygtige musikere med fornemmelse for den gode melodi, og Grilstad synger da også pænt og rent, omend noget anonymt, og sine steder i de mere afdæmpede passager fornemmer man, at han egentlig har mere i posen end som så. Pladen er produceret af Aske Bode (The Eclectic Moniker, Hymns From Nineveh og Bodebrixen), som har en kedelig tendens til at slibe alle ujævnheder ned og afrunde skarpe hjørner i sin produktion. Men som Thomas Blachman kunne have formuleret det, så rager det mig egentlig en høstblomst, om musik lyder godt og pænt, hvis ikke man kan fornemme, at der er noget på spil i musikken. Et udmærket eksempel på det modsatte kunne være en af mine personlige favoritter på den nyere danske folkscene, Hymns From Nineveh, der vel egentlig også lyder som noget, man har hørt tusind gange før, men her føler jeg virkelig, at forsanger Jonas Petersen vil mig noget, og at musikken betyder noget for et rigtigt menneske af kød og blod.
Bevares, førstesinglen “Winter Noise” er da en ganske fin sang, som det ikke skader nogen at lytte til, mens en sang som “No Wonder” også kunne være sjov at svinge træbenet til. Problemet med To the Mountain er bare grundlæggende, at den ikke er farlig for nogen eller noget. Den er desværre ganske symptomatisk for den danske folkscenes dårlige helbred.
