Vi startede ved forældrene med Arular og Kala, rundede M.I.A.’ kælenavn på /\/\ /\ Y /\ og er nu landet oppe i de højere luftlag hos den hinduistiske gudinde for musik i form af Matangi – som Mathangi Arulpragasam aka M.I.A. i øvrigt også er opkaldt efter. Fanget mellem individet og det guddommelige. Men hvor lander M.I.A.’s fjerde udspil egentlig?
I tilfældet M.I.A. er det svært at adskille musik og person. Især fordi et uregerligt og til tider svært definerbart politisk aspekt smeder de to størrelser tæt sammen – uden at det nødvendigvis følges konsekvent. Hvad eller hvem er M.I.A. egentlig i virkeligheden? Måske er det ikke vigtigt at finde et svar, men jeg tror, at spørgsmålet er væsentligt at stille og have i baghovedet for at finde vej gennem M.I.A.’s musik. Og vel at mærke ikke som Stephen Colbert, der leverede følgende kommentar til M.I.A., da hun besøgte The Colbert Report, »Arulpragasam.. Is that your real name? Because a lot of women fake the Arulpragasam…«
Nuvel, det er især vigtigt på Matangi, der er en lidt mildere tvilling til /\/\ /\ Y /\, men også noget anderledes end ophavet i form af Arular og Kala. Overordnet set byder Matangi på uengagerede tekster og hårdtslående beats i et overrumplende og rodet lydbillede. Jeg har som sådan intet imod støj eller sværttilgængelige lyde, men her bliver det sløset. Eller værre: Det bliver til tider direkte tarveligt. Ikke mindst på tekstsiden.
I åbningsnummeret “Karmageddon” lyder det fra M.I.A., at »words are my armor«, men det afspejles ikke ligefrem i linjer som »Lara Croft is soft when it comes to my stuff« (“Only 1 U”), »Guess I’m in the air you can smell me like Vicks« (“Warriors”) eller »I’m so tangy, people call me Mathangi« (“Bring the Noize”). Og værst af alt på nummeret “aTENTion”, der i jagten på at fremhæve stavelsen »TENT« i de forskellige ord fremstår både søgt og retningsløst.
Musikken er gennemgående set et velkendt M.I.A.-mash-up af forskellige genrer, steder og lyde. Grænser opløses, og f.eks. trap, pop, r’n’b, Indien, Mellemøsten, sirener og Mac OSX-lyde flyder sammen. Og mens der er blevet taget afsked med Rusko siden /\/\ /\ Y /\, er Switch fortsat med ombord. Switch står også krediteret som producer på langt de fleste af numrene, men derudover byder navne som Surkin, Hit-Boy og The Partysquad også ind. Nå ja, og da også Danja, der har været med til at producere singlen “Bad Girls”.
Jeps, “Bad Girls”. Nummeret, der ramte lyttere over hele verden tilbage i januar 2012. Eller faktisk allerede i 2010 i en noget kortere version på det overvågningskritiske mixtape Vicki Leekx, hvor man paradoksalt nok skulle udlevere sin e-mailadresse for at få adgang. Om ikke andet et virkelig godt pop/R&B-nummer, der selv efter så lang tid fortsat fænger. Også den mere aggressive ”Bring the Noize” er svær ikke at overgive sig til, selvom det til tider bliver lige lovligt enerverende.
Et nummer som “Only 1 U” lægger op til boksekamp med et hårdtslående beat og gongong-klingende ’ding-ding-ding!’, men er ikke ligefrem noget knockout. De silkebløde “Exodus” og “Sexodus” foregiver at udspille sig i samspil med The Weeknd, men i virkelighed er der kun tale om et sample af The Weeknd-nummeret “Lonely Star”. Letkøbt. Og så var “Exodus” vist i øvrigt oprindeligt skrevet til Madonna, der dog afviste det. Well, gotta make a living.
Anderledes er det med “Double Bubble Trouble” og “Y.A.L.A.”, der begge er produceret af hollandske The Partysquad, som i den grad forsøger at leve op til navnet. En lovende indledning i form af bl.a. tilbagelænede reggaetoner i “Double Bubble Trouble” punkteres undervejs af sirene-klingende synth, der peger direkte mod dansegulvet til en flad, øllugtende kollegiefest. Den Drake-stikkende “Y.A.L.A.” leder først tankerne hen på Icona Pop, men rammer i stedet hårdt med trap, alt imens M.I.A. anstrengt forsøger at overdøve tonerne med budskabet om, at vi lever igen og igen – You Always Live Again.
Musikken fra Matangi rammer hårdt, men trænger aldrig rigtig ind og bliver relevant. Den rammer med andre ord ikke rigtig noget. I mit hoved bliver ordet tarveligt ved med at dukke op. Hvor M.I.A. i starten var et frisk pust på musikscenen, så efterlader hun nu mere en kedelig eftersmag. Og nej, det lugter bestemt ikke af Vicks.
