Kristoffer Munck Mortensen i front for Mellemblond.
En hastig cykeltur gennem et koldt København transformerede sig i Lille Vega til varme og god stemning i selskab med dansksproget musik fra Mouritz/Hørslev og Mellemblond, der havde gjort klar til dobbeltkoncert.
Blandt børn og voksne, unge og ældre, blev hver enkelt stillet over for valget mellem at være Allermindst dig selv og Lysvågen. Heldigvis gav såvel Mouritz/Hørslev som Mellemblond lyst til at vælge det hele til, og publikum tog godt imod.
Mouritz/Hørslev
»Vil I høre et digt?« lød det indbydende fra forfatter og sangerinde Lone Hørslev, da Mouritz/Hørslev trådte ind på scenen. Roligt fik Hørslev plads til at fremsige et digt, mens bandet gjorde klar til at falde ind. I øvrigt en overraskende fyldig opstilling med to guitarister, to trommeslagere, en bassist og så Hørslev, der stedvis bød ind med tamburin.
Gruppen indledte herefter med nummeret ”Tænk ikke på mig”, der sine steder lød som en støvet western. I stærk kontrast til det efterfølgende nummer, der havde en mere funk-agtig klang. Gennem hele koncerten kom Mouritz/Hørslev i det hele taget godt omkring i forskellige genrer, uden at det på nogen måde blev forvirrende. Denne aften i Lille Vega udviste de en (vid)underlig evne til at balancere mellem det varme og det mere seriøse.
Til tider fyldte bassen lidt for meget i lydbilledet, hvilket desværre overdøvede såvel Lone Hørslev som Mads Mouritz’ vokal. Fra lead guitaristen flød en masse guitarlir, der det meste af tiden var særdeles seværdigt og vellydende, men desværre også blev lige skingert nok hist og her.
Dette til trods leverede Mouritz/Hørslev en inspirerende koncert. Et nummer som Barometer-hittet ”Alting var smukkere” skinnede og modtog anerkendende applaus, mens ”Kom på torsdag” lød som et dansk drama, der endnu ikke er blevet filmatiseret. Undervejs i koncerten opfordrede Mouritz publikum til kinddans, mens Hørslev gav gode råd om, hvad man kan gøre, hvis man har gjort noget dumt, for eksempel kysset en god ven – to ting: Lad være med at tænke på det, eller tag til Island og lad være med at tænke på det. Fornemt leveret.
I mine ører var aftenens højdepunkter Blik, bang bang–nummeret ”Hus og have”, der virkelig slog benene væk under mig, og ikke mindst det afdæmpede ekstranummer ”Jo mere jeg bliver din”. Førstnævnte pustede gruppens lyd gevaldigt op og foldede sig voldsomt medrivende ud, mens Mouritz’ lyse vokal fremsagde de mest banale ting om at flytte fra lejlighed til hus med have, så det lød helt magisk. Det ene af to ekstranumre i form af ”Jo mere jeg bliver din” viste en helt anden side af Mouritz/Hørslev. Her kom Mads Mouritz alene ind og gav en flot, akustisk soloudgave af nummeret, der bød på smukke linjer som »Jo mere jeg bliver din/Jo mere bliver jeg mig selv« og »Verden er i skred/Kom tag mig med«. Bedre bliver det ikke.
Jeg havde gerne set Lone Hørslev i en mere fremtrædende rolle. De momenter, hvor hun var i centrum, var yderst betagende i kraft af en misundelsesværdig ro og timing. Men det rykker ikke ved, at Mouritz/Hørslev leverede en inspirerende koncert, der gav lyst til at udforske gruppens musik og tekster yderligere.
Mellemblond
I modsætning til Mouritz/Hørslev entrerede Mellemblond uden et ord og gled straks ind i musikken med ”Vågnede en morgen”. Nummeret foldede sig nøje afstemt ud, men Kristoffer Munck Mortensens vokal var noget svær at tyde. Men sådan skal det vist også være. I hvert fald virkede det hele koncerten igennem som om, at musikken omfavnede Munck Mortensens tilbagelænede vokal. Dog noterede jeg mig, at en gut blandt publikum nær mig jokede med, at undertekster ville være kærkomment.
Herefter fulgte et samlet sæt, der blandede numre fra gruppens seneste og anmelderroste plade Lysvågen med ældre materiale – ikke mindst ep’en Elastik. Blandingen fungerede godt, og Mellemblond slog slalom mellem det træfsikre og det solide. Leveret af et band, der spillede fantastisk godt sammen, hvilket især viste sig i flere af de gyldne, instrumentale passager, som aftenen bød på.
Hittet ”Et øje” fængede med det samme, og selvom overgangen fra Mouritz/Hørslev til Mellemblond uforståeligt tyndede en smule ud i publikum, så udløste nummeret en voluminøs applaus. Det samme fulgte efter nummeret ”Riv”, der serverede en særdeles vellydende instrumental outro.
Som det også var tilfældet med Mouritz/Hørslev, så kom Mellemblond godt omkring i deres lydbillede. Hvor ”Et øje” fremstod en anelse poppet, var ”Diset, døsig” drømmende og let syret, ”Drejer” var mere afdæmpet og ”Regner ind” vidunderligt støvet og fyldt med længsel.
Udover de stærke toner, der flød fra scenen, blev publikum også overdynget af en regn af balloner. Halvvejs under koncerten væltede det pludselig ned med balloner fra den lille balkon ude i siden af salen. Selv stod jeg placeret under balkonen og kunne iagttage synet, der var ganske underholdende, men som også fjernede fokus fra musikken – ikke mindst fordi lyset i salen også blev tændt. Dog en mindre detalje i det store billede.
Singlen ”Swimmingpoolens blå” blev leveret hen imod koncertens afslutning og desuden introduceret på italiensk – tydeligvis for begyndere. Ekstranumrene var en fin blanding af den rolige ”Lysvågen”, hvor teksten trådte tydeligt frem og sendte blide signaler til publikum, og så det mere ekspressive udtryk på ”Juni”. Sidstnævnte åbnede med en lidt mystisk og drømmende tåge, men undervejs vågnede et fræsende, frådende og indtagende væsen. En fornem afslutning.
Samlet set skabte Mellemblond en følelse af flow, og den times tid, de spillede, fremstod efterfølgende som et øjeblik fra en anden tid, et andet sted. Frontmanden Kristoffer Munck Mortensen vekslede mellem et distanceret blik og det lysvågne, hvilket vandt genklang i musikken.
Da der er tale om en dobbeltkoncert, vil jeg allerhelst give en samlet karakter. Svært som det nu engang er. Tak til Mouritz/Hørslev og Mellemblond for en inspirerende aften, der i hvert fald gav mig lyst til at udforske det danske sprog yderligere – ikke mindst gennem deres versioner. En rolig gåtur gennem de københavnske gader med de to grupper i lommen og musikken i ørerne er måske en god start. Dansksproget musik lever i bedste velgående.
