På trods af tidligere udmeldinger og en farvel-turne, melder Trent Reznor alias Nine Inch Nails sig på banen igen. Det er som helhed egentlig et kærkomment genhør, der trods Reznors modenhed og ædruelighed stadig glimtvis har kant og dybde.
Han har samlet stort set det samme hold, som stod bag klassikeren The Downward Spiral (minus produceren Flood), og det kan høres. En guitar-stump hist, en strukturlyd pist, og det er utænkeligt, at det kunne være et tilfælde. Reznor er kendt for sin perfektionisme, og selvom han ikke er rockhistoriens største lyriker, har han tæft for symbolik. Og pladen igennem er der soniske referencer til tidligere værker.
Så spørgsmålet bliver, om Reznor på denne plade har tænkt sig at genopfinde et album, der efter sigende blev skrevet i dyb depression og med et solidt alkohol- og stofmisbrug som fødselshjælper? Skulle han på 19. år genopfinde sit mesterværk for at give det den opmærksomhed, som han grundet sine mange laster ikke kunne dengang?
Den gode nyhed er, at det gør han ikke. Det er i øvrigt også den dårlige nyhed – at han ikke gentager succesen, for som helhed føles Hesitation Marks retningsløs og uden nødvendighed.
Der er elementer fra The Downward Spiral, der går igen og hele tiden driller en smule. Som Adrian Belews guitarer. Alan Moulder bag knapperne. Reznors talent for et godt hook og en flot, gennemført produktion, som de hårde kanter til trods alligevel kæler for øregangene og giver musikken en dybde, som hans rivaler har forsøgt at kopiere mange gange. Han har endog brugt den samme grafiker, der stod bag de markante covers til The Downward Spiral og dens kompagnoner. Sammenligningen må være på sin plads.
Og hvad er resultatet så? Første rigtige nummer, “Copy of A”, går lige på med acid house-basslines og et uafladeligt maskinbeat, mens Reznor crooner henover. “Everything” veksler mellem en slags post-punket melankoli og udblæst industrial støj. Eller tag “Satellite”, som i højere grad minder om de tidligere EBM-udskejelser på Pretty Hate Machine end den mere støjende industrial-rock, som Reznor blev eksponent for ganske kort efter. Teksturerne og lyduniverset i “Running” ligger tættere op ad tysk techno end noget, jeg ville kalde industrial, og skal da nok også blive et hit på din lokale, sortklædte danseklub. På mange måder hvad man kunne forvente, men dog alligevel ikke helt. Reznor skal have ros for sit talent for at opdatere NIN’s lyd uden at forfalde til (for mange) triste klichéer. Men der er slet ikke den samme bydende nødvendighed, den samme sult, det samme afgrundsdybe (selv)had og vrede, som får The Downward Spiral til at skinne som et til tider ubehageligt, men alligevel uigenkaldeligt album.
Hesitation Marks får ikke mange nye fans ind i NIN’s fold. Det er nok heller ikke meningen. Som pladen veksler mellem at fremkalde minder om de to-tre første hele værker, er det umuligt ikke at tænke, at den måske er mest til fans. Men for os, der også var med for længe, længe siden, er dette en utilstrækkelig godbid. Glimtvis får vi godt nok noget af Reznors bedste materiale siden With Teeth (2005) eller måske endda længere tilbage. Men betragtet som en hel NIN-plade er der for langt til fordums højder. Måske det er på tide at lægge NIN i graven. Hans seneste udgivelser med How to Destroy Angels har været langt mere spændende og helstøbte end denne plade, der sine steder kan noget, men mest af alt føles, som om Reznor står stille på stedet. Og hvis en ny plade er undskyldningen for en turné til (efter afskeden for fire år siden), tja, så er det vel legitimt nok, men ikke strengt nødvendigt, for der er jo alligevel ingen, der ville komme til koncerten for at høre de nye numre.
For nye lyttere er der større belønning i de gamle albums, så start fra starten af, og mærk på egen ører, hvad der gjorde Trent Reznor til en anti-helt for en hel generation.
