Få steder bruges betegnelsen klassiker mere lemfældigt om albums end inden for hiphopverdenen. I en musikalsk kultur som er kendetegnet ved ekstrem konkurrence og enorme egoer, er det klassiske album det ultimative statussymbol, og bølgerne går ofte højt, når det diskuteres, hvilke plader der gør sig fortjent til æren.
Selvom definitionen på det klassiske album varierer, er et af kriterierne ofte, at pladen skal have sat sit aftryk på sin sam- og eftertid. Set i det lys er det svært at benægte, at The Miseducation of Lauryn Hill gør sig fortjent til betegnelsen. Pladen, som i år fylder 15 år, er en af de mest indflydelsesrige hiphopudgivelser i nyere tid. Den udfordrede idéen om, hvad en hiphopplade kunne være, og tryllebandt en generation af lyttere verden over.
Da pladen udkom i 1998, var kvinden bag, Lauryn Noelle Hill, kun 23 år. Hun havde kort forinden opnået global stjernestatus som en tredjedel af hiphopgruppen, The Fugees, som, ud over Hill, bestod af Wyclef Jean og Pras Michel. New Jersey-gruppens andet album, The Score, var deres store gennembrud takket være hits som “Ready or Not” og “Killing Me Softly”. The Fugees blev en af årtiets bedst sælgende rapgrupper, hvilket var en bemærkelsesværdig bedrift, da de på mange måder adskilte sig fra tidens hiphop-trends.
Hvor genrens mainstreamkunstnere stadig var mere optaget af overfladiske tekster om sex, vold og materielle goder, hentede The Fugees i højere grad inspiration i 70’ernes roots, reggae og samfundskritiske soul, både hvad angik deres lyd og deres tekstunivers. De rappede om social ulighed, fattigdom og politibrutalitet, men den musikalske indpakning var tilpas melodisk og tilgængelig nok til at appellere til poppublikummet. Dermed var de med til at genetablere den samfundskritiske del af den afroamerikanske musiktradition, som var trådt baggrunden i løbet af 90’erne og med til at bane vej for den ‘alternative’ hiphop- og soulscene, der begyndte at skyde frem på det tidspunkt.
Der var dog kreative og personlige spændinger i gruppen, og derfor valgte Lauryn Hill at søge nye veje på egen hånd. Det var en beslutning, der kom til at resultere i et af periodens mest beundrede værker, og som tilførte hiphoppen et kunstnerisk tigerspring.
Store forventninger
The Fugees’ succes var i høj grad Hills fortjeneste. Trods hendes unge alder var hun en erfaren entertainer og en sjældent komplet kunstner. Hun hørte til blandt de mest sprogligt begavede rappere. Hendes intelligente rim og usædvanlige metaforer blev leveret med et alsidigt og kompetent flow, og derudover besad hun en smuk og ekspressiv sangstemme. Denne evne til at flyde ubesværet mellem de to var i en kategori for sig. Hendes soloudspil var derfor ventet med tårnhøje forventninger og skuffede da heller ikke.
Alligevel kom det bag på mange, hvor meget pladen adskilte sig fra det, man normalt kunne forvente af en hiphopudgivelse. Miseducation er en musikalsk rejse til Lauryn Hills inderste, hvor kærlighedens op- og nedture samt berømmelsens pris blotlægges i detaljer. Selvom hun ikke var den første rapper til at være personlig, var det i en hiphopsammenhæng temmelig revolutionerende at høre en kunstner blotte sit følelsesliv på en så ærlig og realistisk måde. Der var langt til den forudsigelige selvforherligelse og brovtende sexsnak, der kendetegnede og den dag i dag stadig præger meget af genren. Det var dog måden, hvorpå hun blandede det personlige med det politiske og samfundskritiske, der for alvor gjorde albummet interessant.
På albummets første nummer, det dancehall-inspirerede “Lost Ones”, introducerer hun flere af de temaer, der udforskes på pladen: »It’s funny how money change a situation / Miscommunication leads to complication / My emancipation don’t fit your equation / I was on the humble, you – on every station / Some wan’ play young Lauryn like she dumb / But remember not a game new under the sun / Everything you did has already been done.«
Nummeret tager afstand til musikbranchens evige jagt på profit, der ofte sker på bekostning af den kunstneriske integritet. Hun kritiserer de artister, som følger branchens spilleregler, og slår fast, at hun ikke har tænkt sig at gøre det samme. At Lauryn Hill spiller efter sine egne regler bliver efterhånden tydeligt, som pladen skrider frem.
De hårdtslående hiphopbeats afløses af den soulfulde ballade “Ex-factor”. Sangen dissekerer et parforhold i opløsning og smerten, der følger med. Det er samtidig det første i en række sange på Miseducation om forliste kærlighedsforhold, der også inkluderer “I Used To“ og “When It Hurts So Bad”. Efter sigende skulle disse numre handle om Wyclef Jean, som Hill havde et forhold til gennem en årrække.
Fremfor at kamme over i egen elendighed tegner disse sange billedet af en kvinde, som har taget sine følelsesmæssige tæsk og er kommet stærkere og klogere ud på den anden side. Dette positive udsyn kendetegner generelt pladen og placerer Hill i en sangtradition, der inkluderer soulkoryfæer som Aretha Franklin og Curtis Mayfield. Deres musik beskriver ligeledes ofte en smertefuld virkelighed, hvor håbet og troen på en bedre fremtid alligevel bibeholdes. Dette var kendetegnende for meget af 70’ernes soul og en af de ting, der minder lytteren om Miseducations rødder i gospelmusikken og den sorte kirke.
“To Zion” er en hyldest til Hills nyfødte søn og et af pladens mest bemærkelsesværdige numre. Den flamenco-inspirerede, Carlos Santana-assisterede sang er en refleksion over moderskabets glæder. Den behandler Hills beslutning om at føde sin søn, Zion, på trods af presset om at gøre det modsatte som følge af hendes karriere. ”To Zion” er det mest personlige nummer på en, i forvejen, dybt personlig plade, og trods sin storladne karakter undgår det at blive for sentimentalt og klæbrigt.
Lauryn Hill i et billede fra albummets artwork
Hiphop-soul
Med afsæt i hiphoppens beats og street-attitude havde artister som Mary J Blige, Aaliyah og Teddy Riley i løbet af 90’erne opdateret R&B-genren, så den i højere grad appellerede til hiphopgenerationen, der havde forkastet meget af 80’ernes glatte og overproducerede R&B. Denne nye stil blev kaldt ’hiphopsoul’, og selvom den bestemt havde sine gode momenter, virkede forsøget på at forene de to genrer ofte temmelig forceret.
På Miseducation skaber Lauryn Hill dog noget nær den perfekte hybrid af hiphop og R&B og forener derved to musikalske verdener, som længe havde haft et anstrengt forhold. I det hele taget bliver mange af hiphoppens musikalske rødder udforsket på pladen.
Få af numrene falder I nogen entydig kategori, men bevæger sig både på vokal- og produktionssiden i grænselandet mellem rap, R&B, reggae, gospel og soul. Intet sted er dette tydeligere end på “Doo-Wop (That Thing”), albummets førstesingle og største hit. Her trækkes der linjer op gennem den sorte musiktradition fra 50’erne op til 90’erne. Doo-wop-harmonier møder en soul-hornsektion som kolliderer med bastante hiphoptrommer. Teksten er en kærlig opfordring til ghettoens mænd og kvinder om at passe på sig selv på kønnenes kampplads. Dette var et frisk pust i en genre, hvor tonen mellem kønnene blev stadig mere brutal.
Kvinder og rap
I visse sorte amerikanske musikformer som gospel, blues og soul har kvindelige kunstnere spillet en central og i nogle tilfælde endda dominerende rolle. I modsætning hertil er rapmusikken forblevet en stædigt maskulin genre, som kun modvilligt har gjort plads til feminin indflydelse. Resultatet har været en machokultur, hvor sexismen har fået frit løb og ofte har nået groteske højder.
I 80’erne og 90’erne havde kvindelige rappere som MC Lyte og Queen Latifah dog vist, at kvinder kunne være lige så dygtige rapmusikere og forretningsmænd som mange af mændene. De satte desuden hiphopkulturens og resten af samfundets sexisme på dagsordenen. I midten af 90’erne blev gangstarappen dog den dominerende hiphopgenre, og rapmusikken tog et stort skridt tilbage på kvindesynsfronten. Hypermaskuline værdier, med hvad dertil hørte af voldsudgydelser og sexisme, blev stadig mere udbredt.
En ny generation af kvindelige rappere anført af Lil’ Kim og Foxy Brown imødegik denne udvikling ved at iføre sig stadig mindre outfits og skrue heftigt op for den seksuelle retorik. Det var en strategi, der virkede efter hensigten og dermed etablerede mønstret for mange kvindelige rappere helt op til dag.
Desto mere bemærkelsesværdigt var det derfor, at Lauryn Hill var i stand til at få endnu større succes ved at gå den modsatte vej og lave musik, der satte intelligens og dybde før sex. Dermed fremstod hun som et reelt alternativ til, hvad der foregik i resten af branchen. Flere steder på pladen kritiserer hun da også rapmusikkens snævre fokus og manglende evne til at give et nuanceret billede af virkeligheden.
F.eks. på “Superstar”, hvor hun opfordrer sine kunstnerkolleger til at lave musik, der er inspirerende og relevant for almindelige mennesker: »Come on baby, light my fire / Everything you drop is so tired / Music is supposed to inspire / How come we ain’t getting no higher? / Now tell me your philosophy/ On exactly what an artist should be/ Should they be someone with prosperity/ And no concept of reality?«
Nummeret er en kritik af mange rapperes tendens til at flashe deres materielle goder og svælge i et liv, som langt de fleste almindelige mennesker aldrig vil kunne opnå. Numre som disse får hende til at fremstå i sjælden øjenhøjde med sine fans. Hendes egen vision for en musik, der lever op til disse kriterier, finder man bl.a. på det Donny Hathaway-inspirerede “Everything Is Everything” samt “Final Hour”. Sidstnævnte et af de få numre på pladen, hvor Hills talent for battlerap og sans for ordspil for alvor får frit løb. Her erklærer hun blandt andet: »I’m about to change the focus / From the riches to the brokest / I wrote this opus / To reverse the hypnosis.«
Miseducation er efterfølgende blevet kritiseret for at være for prædikende og moraliserende. Den omfattende snak om Gud og de jævnlige bibelske referencer kan da også blive en smule trættende. Hill fremstår til tider en tand for selvretfærdig, uden at det dog decideret bliver kvalmt.
Tendensen til at blande det religiøse med det personlige kendetegner desuden også andre musikalske milepæle som f.eks. Marvin Gayes What’s Going On og Stevie Wonders’ Songs in the Key of Life, som Miseducation er blevet sammenlignet med. Netop Stevie Wonder spøger på den funky, clavinet-drevne “Every Ghetto, Every City”. I hiphoppen er det nærmest kutyme med et nummer, hvor man nostalgisk tænker tilbage på sin fortabte barndom og ungdom. På ”Every Ghetto, Every City” fungerer denne retrospektive tilgang dog usædvanligt godt på grund af Hills evne til at få karaktererne fra hendes fortid til at fremstå som ægte personer af kød og blod.
Lydsiden på albummet spænder lige så bredt som de emner, der rappes og synges om. I et interview med Rolling Stone forklarede Hill selv om pladen: »[I wanted to] write songs that lyrically move me and have the integrity of reggae and the knock of hip-hop and the instrumentation of classic soul.« Dette mål opnås via en kombination af samples og liveinstrumenter. Musikken føles hele vejen igennem organisk, hvad enten det er den blide neo-soul på “Nothing Even Matters” eller de Wu-Tang-samplende “Ex-Factor” og “I Used To”.
Eftermæle
Miseducation blev ved udgivelsen øjeblikkeligt en kæmpe succes. Den gik direkte nummer et på de amerikanske hitlister, modtog fem grammyer og har i dag solgt over 18 millioner eksemplarer på verdensplan. Årene efter blev dog problemfyldte for Hill. Hun blev sagsøgt af samarbejdspartnerne fra New Ark over deres manglende kreditering på pladen, hvilket endte med at kaste en skygge over hendes bedrifter. Det var dog tilsyneladende blot den første i en række nedture, der resulterede i, at hun trak sig tilbage fra rampelyset i en årrække og aldrig siden nåede i nærheden af samme kunstneriske højder.
Pladen står dog stadig tilbage som en af de bedste hiphopplader, der er lavet. Den var med til at udvide publikummet for hiphoppen markant, og i årene efter blev det den mest populære musikgenre i USA og andre dele af verden. Desuden nævner utallige kunstnere den som inspiration, hvilket blot afspejler musikkens tidløse format.
