Min første frustrerede indskydelse: ‘Kære Kim Gordon, jeg elsker dig, men jeg forstår ikke den her plade.’ Når man har brugt de sidste to år på at græde over en vis skilsmisse, som førte til det ubegribelige tab af verdens bedste band, sidder nerverne selvsagt uden på tøjet, når Kim Gordon albumdebuterer post-Sonic Youth – 60 år, fraskilt og røvrendt, kynisk og sejere end nogensinde før. »It’s not happy music,« siger hun selv. Nej, det tror pokker.
Lad mig sige det med det samme: Body/Head (hvis anden halvdel består af den stærkt eksperimentelle guitarist Bill Nace fra bl.a. Vampire Belt) er ikke for sarte sjæle, og Coming Apart er ikke Gordon, som du kender hende fra ”Kool Thing” og de glade, melodiske SY-dage i 90’erne. Nej, det er umiddelbart 10 no wave-inspirerede variationer over samme avantgardistiske støjudladning, uforståeligt, ubehageligt og i længden pænt kedeligt.
Prætentiøst, vil mange nok mene, ligesom de ser Kim Gordon selv. I forhold til den ekstremt ekstroverte og underholdende Thurston Moore kommer hun ofte til at fremstå reserveret og kølig i interviews såvel som på scenen, og hun er om nogen indbegrebet af en kunstuddannet, intellektuel feminist, der i øvrigt opfatter sig selv mere som billedkunstner end som musiker. Coolness forveksles ofte med arrogance, og som sin veninde Yoko Ono virker hun tilsyneladende stærkt provokerende. Derfor kom det ikke bag på mig, at hendes optræden med Ikue Mori (som også er en del af Body/Head live) på OFF Festival 2012 ikke ligefrem vakte glæde her på siden, eller at en anden dansk anmelder kalder Coming Apart for utilnærmelig, umusikalsk og… præmenstruel!
Men er det virkelig bare kunst for kunstens skyld? Gordon indrømmer blankt, at Body/Head er en stor og udfordrende mundfuld (hun advarer ligefrem mod at lytte til albummet i ét stræk), og at mange SY-fans nok vil blive skuffede. Albummets særprægede stil begynder langsomt at give mening, når man fatter den cinematiske referenceramme: Titlen er taget fra kultfilmen af samme navn fra 1969, hvor en psykiater installerer et skjult kamera i sin lejlighed for at filme alle de sindsforstyrrede kvinder, der besøger ham. Det statiske kamera indfanger alt ufiltreret, og på samme vis er der ingen ordnende instans til at skære fra og sige ‘Cut!’ på Coming Apart: Alt er optaget live i studiet med et minimum af overdubbing. Selv kalder de det ‘scripted improvisation’, og det giver unægtelig følelsen af at lytte til ét stort kaos, som dog langsomt åbner op.
Alle numrene består af lange improviserede støjpassager, dronende og dissonante guitarer, repeterende mønstre, feedback samt Gordons messende vokal, der er mere spoken word end sang. Ikke helt ulig SY’s tidligste materiale, bare gang utilgængelighedsfaktoren med 10. Body/Head (ligesom Gordons tidligere sideprojekter og liveoptrædener) bevæger sig kompromisløst og udforskende i grænselandet mellem musik, lydcollage og performancekunst. Der er ikke så meget som ét lillebitte hit til radioen her. Det er tænderskærende kuldegys fra første strofe: »I can only think of you in the abstract« (”Abstract”). Og sådan fortsætter det utilgivende med at gøre ondt, ondt, ondt, lige indtil der sættes trumf på til slut med den 17 minutter lange ”Frontal”: »You would’ve killed me / Had you not raped me (…) You’re not gonna cut me in two!« Tag den, utro mænd i midtvejskrise verden over!
For Coming Apart er et yderst personligt, hudløst og upoleret værk skrevet ud fra, hvad der må være en ground zero både privat og professionelt. I lyset af de informationer, Gordon har givet i medierne omkring sin skilsmisse, læser man straks sangtitler som ”The Last Mistress”, ”Can’t Help You” og ”Murderess” som gravskrifter over det forliste ægteskab. Er det i virkeligheden ikke Kim Gordon fra sin allermest jordnære, menneskelige og, ja, uprætentiøse side, der lægger kortene på bordet her? Aldrig har Nina Simones ”Ain’t Got No, I Got Life” lydt så hjerteskærende som i denne alternative fortolkning med titlen ”Ain’t”: »I’ve got the life / And I’m gonna keep it / I’ve got the life / And nobody’s gonna take it away.«
Vokalerne er, overraskende nok, nogle af Gordons stærkeste i flere år. Heldigvis milevidt fra de irriterende tynde skrig på de seneste SY-albums, i stedet velbalancerede vrede og stedvist ligefrem hviskende som en beroligende kontrast til det skingert hjemsøgende lydbillede. Og så, når det ser allergrimmest ud, er der pludselig små bidder af skønhed, der titter frem. Som når støjinfernoet og »Hard, hard, hard!«-råbene fra ”Actress” lægger sig, og den drømmende ”Untitled” blidt sætter ind som et ordløst, poetisk mellemspil. Der er et væld af små detaljer, som venter på at blive opdaget, og det gør Coming Apart til et overvældende rigt værk trods det minimalistiske set-up.
Selvom sangstrukturerne er markant anderledes og nærmest forsvindende, er der meget at genkende fra SY’s bagkatalog både æstetisk og tematisk. Emner som pop- og celebritykultur, kvinderoller, køn og seksualitet går igen, og selvom dette på papiret ikke er et Kim Gordon-soloprojekt, er hendes aftryk altoverskyggende. Så kan de, der blasfemisk hævder, at SY da bare kan fortsætte med en ny bassist, godt holde mund – her har vi det endegyldige bevis på, at Kim Gordon som musikalsk og æstetisk mastermind ikke kan undervurderes, og at et SY uden hende er utænkeligt.
Det har været interessant at følge, hvordan først Lee Ranaldo, så Thurston Moore (med Chelsea Light Moving) og nu Kim Gordon hver især har samlet de musikalske stumper op og fundet nye, radikalt forskellige ståsteder. Jeg vil vove at påstå, at Gordon med Body/Head så absolut tager den modigste og mest udfordrende vej. Og derfor også den mest opløftende, al smerten til trods. Det er nok ikke her, Kim Gordon vil hente nye fans, men Coming Apart lyder af lige dele musikalsk og menneskelig genopstandelse. Det er ikke et perfekt album i gængs forstand – med en spilletid på godt 70 minutter er der øjeblikke, hvor det bliver enerverende. Men ufejlbarlighed eller feelgood-stemning er heller ikke intentionen her. Modsat sine tidligere kolleger virker Gordon aldrig tilbageskuende, men fremadrettet. Her er ingen grund til bekymring. Jeg er på Team Kim.
