Det sydlige Europa har beriget resten af verden med mange ting. Tapas, kubistisk kunst, oliven, lækre strande, olierede mandslinger og politiske skandaler. Dog står utilnærmelig elektronisk avantgardisme ikke øverst på listen over ting, man forbinder med livsnydernes mekka, Barcelona, og de palmeklædte promenader i Marseille. Alligevel dukker denne plade nu op til overfladen fra de sydeuropæiske kælderrum, hvor to elektroniske lydkunstnere, Fernando Corona AKA Murcof og Philippe Petit, efter længere tids samarbejde barsler med deres første fælles plade.
Corona har gjort sig gældende inden for den eksperimenterende musikscene i Mexico, bl.a. i det mexicanske kollektiv Nortec under navnet Terrestre. Efter at være flyttet til Barcelona er han med held begyndt at kombinere kompakte mikrobeats med samples fra moderne klassisk musik, og derved har Corona fået hevet koryfæer som Arvo Pärt og Henryk Górecki op i den digitale tidsalder. Petit, manden bag pladeselskabet BiP_HOp Records, har på sin side sin egen raffinerede tilgang til elektroniske udskejelser, om det så indebærer rendyrket elektronik, elektroakustiske elementer eller turntables, som han samtidig opblander med mere gængs rock og klassisk musik.
De to respektive stærke profiler skulle så styrke hinanden og forhåbentlig finde et sted i spændingsfeltet mellem deres stilarter, hvor de begge føler sig hjemme og ligeværdige. En under alle omstændigheder besværlig opgave. Skabelonen for de to elektroniske avantgardister er forholdsvis veldefineret. Murcof leverer rammen, inden Petit træder ind i folden og nedbryder hele molevitten med et metallisk klokkehelvede, der resolut drejer værket i en mørkere retning.
First Chapter udgøres af bare tre numre og slutter efter små 40 minutter, men selve titlen kunne godt være et praj om, at det her er første album i en længerevarende række. I første kapitel er de tre skæringer drejet omkring mytologiske fortællinger. Det over 20 minutter lange åbningsnummer ”Call of Circé” refererer til den græske smedegud Helios datter, som også var en magtfuld troldkvinde. Her åbner Murcof langsomt ballet med reverb og snigende ambient, inden eksotiske strygere og groft opklippede operapassager åbner op for et lydbillede, der fungerer fint som soundtracket til en tur i dødsriget. Med titlen i baghovedet åbner der sig forvredne verdener af overgroede amfiteatre befolket af mystiske væsner. De 20 minutter går umærkeligt hurtigt, så snart man kommer i den rigtige stemning.
Fordelingen, som ellers er ganske fornuftig, har dog tendens til at gøre Petit til den lille i et spil, hvor rollerne allerede er fordelt på forhånd, og han må finde sig i at holde sig til den allerede slagne vej udstukket af Corona. Til gengæld viser de to sydeuropæere diversitet i deres numre. Andet nummer, ”Pegasus”, er en positiv overraskelse med varme strygere, og det er, som om den menneskelige hånd bliver mere udtalt spilletiden igennem. Efter den odyssé, man er blevet halet igennem i løbet af åbningsnumret, føles oden til den bevingede hest som en elegant forandring. De folklore-agtige strygere bliver hurtigt akkompagneret af eksotiske, østerlandske instrumenter og noget, der minder om forvrænget strubesang. Alt sammen tilfører det en mystisk, dragende kvalitet, der vedvarende fascinerer og forundrer.
Desværre bliver stemningen kværket lidt for hurtigt på pladens sidste nummer, ”Summoning of the Kraken”, hvis titel umiddelbart hører mere hjemme hos et 80’er-powermetalband. Her får kaos overtaget i en repetitiv pulsfornemmelse, der efter 11 minutter driver én til vanvid; endnu et klokkehelvede, som man jo allerede er blevet udsat for én gang, og en synth, der minder for meget om et forkølet jagthorn, til at man er i stand til at tage det seriøst. Stemningen af at være i den maniske tyske videnskabsmands kælder (tænk “The Human Centipede”) er sådan set håndgribelig nok, men efter ti minutter dernede begynder man alligevel at tænke, om man ikke bare kan blive syet fra anus til mund og så lige springe alle de mellemregninger over.
First Chapter er på mange måder et spændende udspil. I starten bliver man faktisk helt tryllebundet af det dystre, mytologiske lydunivers, men med et kolossalt gumpetungt og uinteressant sømonster som den klare akilleshæl, håber man alligevel, at duoen vrider hjernen lidt mere, inden de giver sig i kast med næste kapitel af deres fælles fortælling.
