Omtrent to år er der gået, siden Ernest Greene under navnet Washed Out udsendte debuten Within and Without med en ganske pæn portion ros til følge red med på chillwave-bølgens sidste små skvulp. Siden da har den 30-årige amerikaner dog på ingen måde drevet den af oven på den pludselige kommercielle succes, som albummet affødte. Efter ganske omfattende tourvirksomhed var Greene endelig i stand til at lægge hjemmestudiets beskedne forhold bag sig for i stedet at skabe sig et rigtigt ét af slagsen i byen Athens i staten Georgia, hvor han i fællesskab med Ben H. Allen (Deerhunter, Animal Collective) har kreeret sin bare anden langspiller, Paracosm.
Titlen refererer til en detaljeret opdigtning af en anden verden, og en sådan verden er da også netop, hvad Greene i løbet af albummets godt 40 minutter lange spilletid formår at skabe. Dette kommer allerede til udtryk i det ganske passende intronummer “Entrance”, hvor fuglefløjt, xylofonklimpren, harper og vokaler, der skaber associationer til nymfesang, byder lytteren velkommen til Washed Outs paradisiske utopia.
Intronummeret fortsætter ud i førstesinglen “It All Feels Right”, der i kraft af strygere, akustiske guitarer, analoge trommer samt ikke mindst Greenes rumklangsindsvøbte vokal igen ligger pænt i tråd med pladens koncept. Ikke desto mindre afslører det også en lydmæssig udvikling, som viser sig at være gennemgående pladen igennem. Chillwave-genrens karakteristiske storforbrug af samples er i høj grad nedtonet, og i stedet er det håndspillede i stor stil trukket frem i lyset. Selv har Greene fortalt, at intet mindre end 50 forskellige instrumenter har været forbi studiet i Athens. Tages Greenes baggrund som elektronisk musiker i betragtning, er dette en ganske imponerende bedrift, men når ambitionen er at skabe et sonisk parallelunivers, synes ingen mundfuld dog for stor.
Det lydmæssige udtryk på Paracosm er forbløffende konsistent. På trods af at Greene på mange måder er trådt ud af skyggen på det modefænomen, som chillwave-genren bestemt var, er udtrykket stadig sky-let og forbløffende tro mod Washed Outs tidligere produktioner.
Kun i “Don’t Give Up” falder den endnu unge amerikaner i med begge ben og bryder med pladens udsvævende koncept. Beatet bliver en tand for funky, og samples såvel som synths tildeles for meget albuerum i et nummer, som kunne være kreeret flere år forinden af kollegerne fra Neon Indian eller Toro y Moi. Isoleret set er det såmænd ganske stærkt, men set i Paracosms større helhed harmonerer nummeret ikke med pladens resterende otte tracks.
Den fadæse råder Greene dog heldigvis hurtigt bod på. Med en sand kavalkade af hitpotentielle sommersange, der hver især med strygere, tågede vokaler og udsvævende synthklange leder tankerne hen på fremtidige sommerdage, er Washed Outs parakosmiske utopia en realitet. Den dovne “Weightless” er en sand slackerhymne badet i overdådig synth og slæbende beats. Den uptempo og keyboard-kitchede “All I Know” bevæger sig ud på shoegazens territorier. Og den stadionegnede “Falling Back” mikser et tight beat og et mere nedtonet lydbillede med taktfaste publikumsklap, samtidig med at den introducerer en pludselig melankoli til albummet. Alle tre sange er eksempler på Washed Outs evne til at transformere musik til noget, som rækker længere end bare toner og taktarter.
