»Fuck Rihanna, fuck Rihanna!,« lød råbet fra publikum gentagne gange. Til sidst hoppede Linkoban også selv med på den, men vist med et grin og et glimt i øjet. Jo, det var tydeligt, at den dansk-kinesiske grimerapper måtte kæmpe om opmærksomheden med popdivaen, hvis tilstedeværelse på Orange Scene ikke var til at komme udenom. Men man blev hurtigt bekræftet i, at man havde valgt at besøge den rigtige dame. Lige fra start med ”One Trick Pony” var Linkobans optræden en fest uden sidestykke.
Hendes koncert sidste år på Pavilion Jr. var en af dem, jeg var mest ked af at have misset, og den sikrede hende altså – sammen med udgivelsen af debutalbummet Ox tidligere i år og i øvrigt et talent af international format – en velfortjent opgradering til Cosmopol. Med sig denne aften havde hun, ud over sit lille band, to mandlige dansere iklædt mavebluser med teksten ‘Linkoboy’, men Linkoban kunne sagtens have stået mutters alene på scenen og fyldt den helt ud. Man ville ikke have bedt om mere. Hendes attitude og energi er i en klasse for sig, og at hun så oven i købet virker virkelig sympatisk, smelter mit anmelderhjerte.
Linkoban er allerede vidt berømt for sit ekstremt sikre flow, der gør hendes hårdtpumpede blanding af grime, hiphop, electronica og M.I.A-agtig pop tilsat ofte ironiske, kitschede tekster til noget særligt respektindgydende og ikke mindst aldeles uhørt på den danske musikscene. Med egne ord er hun opvokset i baglokalet af en kinesisk grillbar i forstæderne, som har givet inspiration til ”Suburbia Utopia Hollywood” og sået den stålsatte vilje til at opdyrke talentet, der allerede har taget hende langt.
Sjovt, som visse kunstnere kan få en til at smide al intelligens/forbehold/træthed over bord og hengive sig til at råbe med på mere eller mindre meningsløse ord, som gjaldt det liv eller død. De oplagte festivalfuldtræffere ”Popgun Track”, ”Super Into On It” og ”Like This” sad lige i skabet og var alt det, man havde brug for at danse til denne fredag aften.
