Dead Can Dance er ikke et typisk festivalband. Duoens unikke lyd, der befinder sig et sted mellem darkwave, worldmusik og postpunk, har resulteret i otte plader med komplekse kompositioner, som det både kræver tilstedeværelse og koncentration at fordøje. Gruppen blev gendannet for to år siden efter 13 års pause, og sidste år udkom deres første album i 16 år, nemlig den ganske glimrende Anastatis. Pladen føltes overraskende nok som en naturlig opfølger til Spiritchaser fra 1996 og bød ikke på nogen drastisk ændring i gruppens unikke lyd. Men hey, når man har været væk i 13 år, og der stadig ikke er andre, der lyder som én, er der vel ikke nogen grund til at ændre en vinderformel.
På trods af den 34 år lange karriere havde bandet aldrig spillet i Danmark før fredag eftermiddag. Få minutter inden koncertens start var der også så tomt under Arenas teltdug, at man næsten frygtede, at fremmødet ville være på et Van Dyke Parks-lignende plan. Heldigvis for både band og publikum kom en pludselig tilslutning af interesserede tilhørere, netop som de to hovedpersoner Brendan Perry og Lisa Gerrard gik på scenen. Støttet af deres fem mand høje backingband, satte de i gang i “Children of the Sun”, der ligeledes åbner Anastasis.
Generelt var det også 2012-albummet, der var i fokus, og hele syv ud af pladens otte numre blev luftet. Resten af bagkataloget blev kun repræsenteret af ét enkelt nummer fra hver af de øvrige studiealbums. Især “Cantara” fra hovedværket Within the Realm of a Dying Sun imponerede, og ligeledes betagende var den ualmindeligt smukke “The Host of Seraphim”, hvor Perrys stemme ramte lige i solar plexus med en nærmest rensende skønhed. Musikalsk set var de medbragte musikere ganske fremragende, om end man kan ærgre sig over, at de symfoniske lydflader (der desværre blev spillet på keyboards) til tider druknede i mikset på den store scene.
Dead Can Dance er ikke et band, der går på kompromis med spilletiden. På trods af være givet et tidspunkt, der ikke passede til bandets musik, var de tildelt en fuld spilletid, der nærmede sig de to timer. Mod slutningen begyndte man dog at forstå, hvorfor festivalkoncerter generelt er kortere: Selv med den mesterlige udførsel kunne man ikke undgå, at det blev en anelse langtrukkent. For at fungere optimalt kræver bandet, at lytterne er i en tilstand, hvor de har mulighed for at fordybe sig i de smukke lydcollager. Det er man typisk ikke helt i stand til efter en uge med ømme ben og gennemsnitligt fire-fem timers søvn. Desuden er darkwave en genre, der bedst fungerer i – ja – mørke. Drømmen om den perfekte Dead Can Dance-koncert i en mørk teatersal, hvor både de auditive og de visuelle virkemidler kommer helt til sin ret, lever dermed stadig.
