Er man bekendt med energiniveauet og kvaliteten af en gennemsnitlig Suede-koncert, var der i Lille Vega lagt op til en aften, der ikke kunne gå galt. Som gammel fan var jeg både heldig og taknemmelig over at være blandt de få (400 billetter blev sat til salg i alt) til stede i den intime sal, dagen inden 90’er-legenderne skal spille for masserne på Plænen i Tivoli. Jo, Suede elsker Danmark, og Danmark elsker Suede. Det er blevet gjort klart utallige gange før, men det skal lige siges igen: At være til Suede-koncert er en rendyrket fornøjelse, og man føler sig simpelthen så godt behandlet og så elsket som publikum.
Den storladne ”Barriers” fra dette års temmelig roste comeback-album Bloodsports åbnede festen og understregede, hvis nogen skulle være i tvivl, at Brett Anderson har al fordums patos og divaattitude i god behold – og tak for det. Aftenens sætliste var i det hele taget meget mere end et nostalgisk tilbagetog, selvom det må være fristende med et imponerende bagkatalog, der blandt andet tæller det hitspækkede album Coming Up (1996), hvor stort set alle numrene lyder som førstesingler, og det kreative højdepunkt Dog Man Star (1994). Suede kunne vælge at spille sidstnævnte fra ende til anden (hvad de også gjorde i London i 2011), og jeg ville ikke bede om mere. Men det nye materiale var rigt repræsenteret og faldt bestemt i god jord, selvom jubelen, hver gang et ældre hit satte i gang, ikke var til at tage fejl af. Hvis stemningen var høj gennem de tre første numre, så var den euforisk, da vi nåede til ”Animal Nitrate”, ”Metal Mickey”, ”We Are the Pigs”, ”Killing of a Flash Boy”, “Trash” og mange, mange andre favoritter.
Brett Anderson er og bliver en showmand i særklasse; ekstremt nærværende, veloplagt og ikke mindst selvbevidst. Ved hans side står guitarist Richard Oakes som diametral modsætning med et ansigt af sten og et virkelig uentusiastisk blik. Bandet er velspillende, men det er den utrættelige cirkushest Anderson, der styrer underholdningen 100 procent. Sådan skal det og har det altid været. Selvom jeg har oplevet det et par gange efterhånden, virker alle de gamle tricks stadig upåklageligt. Når mikrofonen svinges som en lasso, når der flettes fingre med publikum på de forreste rækker, når der bliver fyret danske ord af og de københavnske fans lovprises – det hele går rent ind, fordi Brett Anderson fortsat har ubegribelige reserver på charmekontoen, nedknappet skjorte eller ej. Og så synger han selvfølgelig stadig som en drøm. Få matcher ganske enkelt Anderson på vokalkraft og karisma på scenen, og uanset hvor langt væk den kunstneriske storhedstid i første halvdel af 90’erne ligger, så er Suede stadigvæk absolut alle pengene værd som liveband. At bandets comeback på albumfronten så rent faktisk også er ganske hæderligt tegner til en lovende fortsættelse af karrieren.
Det er svært at komme med seriøse indvendinger mod aftenens optræden. Sætlisten kunne have været en kende mindre forudsigelig, og det ville have klædt Anderson at komme ned i gear et par gange undervejs og vise sin mere dystre, melankolske side. Den evigt smukke ballade ”The Wild Ones” var et sådant sjældent øjeblik, hvor man lige fik pusten. Den største godbid var for undertegnede ekstranummeret ”New Generation”, der sluttede koncerten af på den bedst tænkelige måde. Sangene var ganske vist bedre dengang, de handlede om narko og fortabte storbyprinsesser, men Suede har formået at fastholde deres eksistensberettigelse som liveband af en sjælden kaliber. Det bliver helt sikkert lige så sjovt i aften i Tivoli.
Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
