Det skorter stadig ikke på billedskabende effekter hos britiske Still Corners, selvom udtrykket er blevet markant mere udadvendt siden debuten fra 2011. Der er langt mindre skizofren David Lynch-stemning på Strange Pleasures og meget mere sødmefyldt solskin, men ellers fortsættes den ekstremt stemningsmættede, filmiske stil, som gruppen anført af Greg Hughes og Tessa Murray har gjort til sit varemærke. Det kunne være lige til at blive kvalt af, og flere gange er læsset ved at tippe, men samtidig er det virkelig veludført og svært ikke at holde af.
Lydbillederne veksler mellem drømmende shoegazer tapetseret med reverb og synth a la (en normaliseret udgave af ) Cocteau Twins, en dosis dunkel electronica og bittersød, retrosmart 60’er-pop, hvis bedrøvede Nico-agtige charme får Lana Del Rey til at blegne. Det lyder måske som en spøjs blanding, men elementerne spiller ganske godt sammen, uden at Strange Pleasures fremstår rodet og ufokuseret. Respekt for dét. At det så bestemt ikke havde gjort noget, hvis spillelængden havde været væsentligt kortere, er en anden sag.
Still Corners’ styrke er ikke mindst Tessa Murrays sværmeriske, fnuglette vokal, der får de brusende dreampop-sager ”The Trip” og ”Beginning to Blue” til at lette ubesværet. Den kæler for hver tone og svinger fint mellem det sukkersøde og melankolske tusmørke. På en solrig dag er det ganske enkelt himmelsk at lytte til. Desværre lover denne gode start lidt for meget: ”I Can’t Sleep” er rent ud sagt gabende kedelig, ligesom ”All I Know” heller ikke rigtig folder sig ud og i stedet tangerer det monotone med sit uendeligt gentagende omkvæd. Der er en hårfin grænse mellem hypnotisk sovekammervokal og død sild.
Selvom der er mange flotte øjeblikke, bliver Strange Pleasures for uinteressant i længden og kunne med fordel have været to-tre numre kortere for at undgå tomgangen. Den himmelsøgende æstetik bliver simpelthen for opblæst – værst er det, når der går konfettimaskine i den som på ”Future Age”, der eksploderer i synth-effekter og bare er alt, alt for meget.
Derfor er det så rart med lidt afveksling, når gruppen – lidt for sjældent desværre – bevæger sig væk fra pseudo-Cocteau Twins-land og skruer ned for rumklagen for at afprøve en elektronisk club-inspireret stil. Her imponerer ”Berlin Lovers” trods sin skrækkelige titel, hvor et minimalistisk trippende technobeat akkompagnerer den forførende vokal: »Hidden by desire / still so young,« lyder det i hyldesten til nattelivet. Min ubestridte favorit er den pulserende ”Beat City”, der lyder som taget ud af “Drive”-soundtracket (køretemaet bliver endnu mere tydeligt på ”Midnight Drive”). Det er perfekt underspillet cool med den afventende, hviskende vokal, der emmer af indestængt begær. Sammen med den stille og sørgmodige ”Going Back to Strange” redder de albummets sidste halvdel fra at ende som (lidt for) døsig baggrundsmusik.
Strange Pleasures er spillet med store armbevægelser, og selvom det nye lysere udtryk klæder Still Corners henslængte univers, er det til tider, som om at deres så eftertrykkelige søgen efter stil spænder ben for dem. Når det så er sagt, så er dette album langt hen ad vejen et fint bud på et yderst behageligt sommersoundtrack til både solrige dage og kølige nætter.
