»Gå hånd i hånd, to og to / Ponyblod – det er for børnene som polio.«
Et samarbejde mellem Malk de Koijns altmuligmand, Tue Track, og Organiseret Riminalitet-smeden Khal Allan er en rar tanke. Det er ikke uden grund. Kunstnerisk spiller de på samme boldbane, og deres debutalbum under navnet Ponyblod er ikke overraskende fuld af sproglige fangelege, hvor lytteren i timevis kan forsøge at følge med.
Det er helt op til den enkelte lytter, hvor meget man tager med sig fra Ponyblod. Der er et solidt grundlag for at hygge sig med pudsige og vittige one-liners. Det er her, at udnyttelsen af det danske sprog bliver mest synlig, og det er ganske forventeligt her, at Khal Allan og Tue Track lægger tyngden. Men Ponyblod indeholder samtidig også stof, hvor lytteren kan blive hængende længere og dvæle ved selve emnevalgene, holdningerne og naturligvis den lettere utilgængelige fremførsel af dem.
Da jeg først fik fingrene i pladen, gjorde jeg, som jeg altid gør med ny musik: Jeg snørede løbeskoene, tændte ipod’en og begav mig af sted. Det er normalt ikke et problem for mig, selvom takt og tempo er helt, helt ved siden af. Ponyblod er vitterligt det første album, hvor jeg efter en lille halv time har måttet stoppe op og sætte noget andet musik på. Ikke på grund af lydsiden eller misfornøjelse. Ganske simpelt fordi jeg blev så sært konfus, forbavset og nysgerrig, at lysten til at spole tilbage og lytte linjer igennem igen blev decideret anstrengende.
Selv de overflødige pointer i teksterne er serveret med en skæv vinkel: »Velkommen til, men ikke kommen, vel / for det smager af pommern til / om man vil« lyder det for eksempel, når Khal Allan byder lyttere indenfor på førstesinglen “Med måde”. Skrivestilen er så konsekvent og kompromisløs, at det – paradoksalt nok – somme tider er i overhængende fare for at blive enerverende og ensformigt.
Det er tidskrævende, men hovedsagligt en fornøjelse at begive sig ud i Ponyblod-universet. Det er omsonst og ligegyldigt at begynde at citere fra albummet. Præmissen for lytterne er, at de må gøre deres ører ekstra modtagelige i anledningen. Men man skal nu ikke lade sig narre: Emnevalgene er ofte selvpromoverende og bidske, som man så tit hører det i rap. Spørgsmålet er i virkeligheden, om de skæve indgangsvinkler er nok til at bære tekstskrivningen helt hjem. Jeg kan ikke afvise, at man efter at have pillet samtlige sætninger fra hinanden vil sidde med en lidt tom fornemmelse – men jeg kan næsten garantere, at selve processen vil være så underholdende, at det har været alle afspilninger værd.
Ud over at rappe på med på en håndfuld numre har Tue Track produceret albummet. Han har været i sit alternative hjørne og har kreeret en række nakkebrækkende pletskud, der med støvede og frembrusende melodiske arrangementer effektivt komplementerer Khal Allans monotone stemmeføring og en anelse flade levering. Dette er særligt tydeligt i “Med måde”, titelnummeret, “Bummelum” og genistregen “Tik”.
Ponyblod lyder rimelig svedigt det meste af tiden, men der er dog også flere gange, hvor produktionerne ikke rigtig kommer ud over kanten og ender som et lidt ligegyldigt tapet: Trommeprogrammeringen i “Kra kra” bliver trættende og undervældende i længden. “Autopilot” formår aldrig rigtig at slippe ud af starthullerne. Og de utallige elementer i “Sprogjob” er så hårdhændet sat sammen, at min nakke ikke rigtig er med på legen.
Ponyblods formel er herlig forfriskende, når man som lytter magter den. Omvendt kan den være ganske tung at danse med, når humøret ikke er indstillet til små, sjove ordspil – for netop alternativ tekstskrivning er soleklart Ponyblods force. Det bliver frygtelig spændende at se, hvordan Khan Allan og Tue Track vil tage det videre herfra.
»På eget ansvar – som garderoben / og madvarer fra Polen / der har ligget i solen!«
