Lars Vognstrup er lige vendt hjem fra tour med sin seneste plade, Baby, We Could Die Tomorrow, der blandt andet inkluderer singlerne ”Kiss You in the Doorway” og ”End of Summer”. Men inden Undertoner går i festival- og sommermodus nåede vi lige et par hurtige spørgsmål om rockstjernelivet i Hollywood og en hjemvenden til livet som både fuldtidsfar, -musiker og -cykelsmed.
Jeres tag i danske radiosfære tre år tilbage står meget klart i min hukommelse, og de fleste kan også huske, at I havde et hit. Hvad skete der så? Hvor blev I af?
»Det var dejligt at høre sin musik i radioen. Jeg hørte ellers ikke radio, men begyndte på det bare for min egen forfængeligheds skyld. Jeg havde jo også prøvet det før, men jeg havde et lidt anderledes forhold til de sange, der blev spillet. Det var jo lidt mit helt eget. Men så røg den (“Me Me Me”, red.) pludselig i radioen i Frankrig, og vi begyndte at rykke mere udenlandsk. Vi havde et pænt stort hit dernede, spillede i deres største TV-show, ”Taratata” og blev spillet på alle kommercielle radiostationer.«
Vi bliver lidt ved musikken. Selvom radiohittet endnu lader vente på sig, er den nye plade – lidt i kontrast til den første – blevet taget godt imod. Hvad er der sket på den nye plade?
»Det er sjovt at den nye plade har fået så blærede anmeldelser. Jeg er megaglad for det – det betyder pisse meget. Jeg tror bare, at det er mere et album, end det er en håndfuld singler. Selvom jeg faktisk er vildt godt tilfreds med radiodækningen. Jeg havde ikke rigtigt regnet med radioen, men de har spillet” Kiss You In The Doorway” sygt meget på P3 og P6.«
»Den nye pladen kunne både have været mere tør eller mere våd. Men jeg synes faktisk, at den er begge dele. Det er ikke den største popplade, men den ville gerne ud og jeg tror, at den vil være fed altid.«
Du har været et smut i Hollywood for at dj’e og jeg har hørt røverhistorier om dig og Ryan Gosling, der flygter fra paparazzier. Hvad er der så fedt ved Hollywood?
»Jeg mødte den famøse Ryan i et studie, hvor de indspillede sammen med en af mine venner. Ham og Zack fra Dead Man’s Bones havde en klubaften på ”Bardot” i Hollywood, hvor jeg så begyndte at dj’e hver torsdag. Ryan spurgte mig senere, om jeg gad hjælpe dem med at lave et band ud af deres plade, og vi begyndte at hænge i øveren og mig og nogle flere venner kom til at hænge en del ud med det slæng og lave alt muligt.«
»For mig var det vildt nok, at vi sad og chillede på en mexicansk restaurant og derefter ud af det blå at blive overfaldet af fotografer på gaden, som råbte mærkelige ting efter Ryan. At Hollywood er fedt er der ingen tvivl om, men det er også lige så nederen, som folk tror. Jeg synes dog, at jeg mest af alt støder på folk, der rent faktisk vil mig noget, når jeg er der. Jeg tror, at overfladiskhed er lige så udbredt i København.«
Og nu er du hjemme fra Hollywood og ’The City of Fallen Angels’ og pendler mellem en karriere som musiker og cykelsmed. Hvordan fungerer det?
»Da jeg var færdig med at lave pladen, fik jeg lyst til at prøve noget andet, så jeg fik job i en cykelbutik i Stefansgade. Nu kan jeg så lave cykler, men jeg er så klar på at rykke tilbage i studiet på fuld tid og lave noget musik.«
Du er også blevet far i mellemtiden. Har det sat en stopper for rock n’ roll-livet?
»Jeg tror på, at hvis man gør det rigtigt, kan det være det, der gør, at man rent faktisk ikke dør, men bare bliver stærkere. Men det er selvfølgelig svært. Der må bare være kortere fra tanke til handling, men det er også bedre end at bruge to uger på et trommespor og pille sig i sin røvguitar. Det skal nok gå.«
Den nye plade Baby, We Could Die Tomorrow udkom den 29. april på Crunchy Frog. Du kan opleve Lars And the Hands of Light på Alive Festival i Thy d. 16-18. august.
