»When I found your girlfriend crying / I could have slapped you in the face«. Da jeg hørte Tracyanne Campbells første syrlige linjer sunget med sød vokal på Camera Obscuras nye album, Desire Lines, fik jeg et velkendt smil på læben og tænkte: »så kender vi dem igen.« Indiepop-kvintetten fra Glasgow har den tørre humor i behold og leverer stadig velkomponeret indiepop med syrlige, skotske strofer om kærligheden.
Desire Lines er Camera Obscuras femte album – opfølgeren til 2009’s My Maudlin Career, der markerede bandets skift til pladeselskabet 4AD, hvor de stadig har til huse. Denne gang er albummet indspillet langt væk fra Skotland, nemlig i Portland, Oregon, med den amerikanske producer Tucker Martine, der tidligere har gjort sit for lyden hos R.E.M., The Decemberists og Sufjan Stevens. På Desire Lines har skotterne desuden fået ekstra vokalhjælp fra Neko Case og My Morning Jackets Jim James, selvom det er svært at høre, hvor de indgår.
På trods af nye samarbejdspartnere og en amerikanertur, er der ikke meget nyt under solen hos Camera Obscura; det skulle da lige være lidt americana-slideguitar til af slutte albummet af på. Noget ganske nyt behøver der dog heller ikke at være, for det, Camera Obscura har at byde på, er stadig en fornøjelse. Og over nu fem album har de finpudset deres lyd og forekommer at hvile i sig selv som band. Deres lyd er typisk melankolsk indiepop med en god portion 50’er- og 60’er-nostalgi og Motown oveni. Ved et hurtigt lyt kan det forekomme lidt kedeligt, men efter lidt tid kommer nuancerne altid frem.
Den fornøjelige førstesingle “Do It Again” er klassisk Camera Obscura med en dansabel retropop-melodi og en optimistisk kærlighedssang, hvor tårerne i teksten dog ikke holder sig væk. Man kan tage sig selv i glad at vippe med fødderne til den gode melodi, indtil man hører Tracyanne Campbells selvironiske, sørgmodige tekster. Tilliden til Campbells sangskrivning og sangkomposition i bandet virker solid, og det forstår man godt.
Tørt konstaterende linjer om kølig kærlighed er blevet hendes varemærke, og i den lidt mere uptempo ”Troublemaker” synger hun: »Three years in and I call to crush what remains of this love / It’s gonna be one hell of a year.« I “William’s Heart” lyder et par af stroferne: »If it’s a single man or a single malt / That I take in my arms when I’m feeling low«. Hendes sangskrivning er ærlig, sortsynet og humoristisk, men forfalder aldrig til sentimentalitet.
Campbells vokal er elskelig, klar og ukrukket. Det er tydeligvis en sangskriver, der synger her. Fokus er ikke på sangerindens vokaltalent, og der er intet blær. Måske netop derfor får Campbell én til at lytte til teksterne. Den samme bitre sødme, der er i musikken – sukrede popmelodier med klagende guitar – går igen i Campbells stemme, der synes at være klar til at smile og græde på én gang.
Camera Obscura viser med Desire Lines, at de er på sikker kurs og leverer 12 veldrejede skæringer, hvor de spiller fint på deres specifikke styrker, som ingen andre bands på indiepopscenen i dag rigtigt gør dem efter. Kvintetten, hvis tidligste udgangspunkt var twee-poppen, har langsomt drejet sig mod et mere modent udtryk, senest på Desire Lines, der ingen forbiere har, og derfor fremstår stærkt.
“Troublemaker” og “Do It Again” har sine melodiske kvaliteter, der kan vokse efterhånden, men alligevel mangler jeg et nummer, som giver mig forelskelsen – den slags, som rammer med det samme og varer ved, som jeg har fået med eksempelvis “If Looks Could Kill” og “Tears for Affairs”, der bare havde en anden charme og (for førstnævntes vedkommende) bittersøde ørehængerkvaliteter. Begge numre stammer fra Let’s Get Out of This Country, der for mig stadig står som skotternes bedste og mest charmerende album. Ikke desto mindre er Desire Lines bestemt en værdig tilføjelse til Camera Obscuras efterhånden flotte diskografi.
