Small Black passede perfekt ind i tidsånden på deres sidste udgivelse, New Chain. Et genremæssigt miskmask sammenbundet af svævende synthtoner, trommemaskiner og stakåndet vokalarbejde satte overliggeren højt for en stime solide popnumre. Albummets styrke befandt sig ikke i orginalitet, men snarere i evnen til at sætte en række lange forskellige referencer ind i deres egen, moderne kontekst.
På Limits of Desire forsøger gruppen igen at gøre præcis dette. Produktionen er blevet slebet til perfektion, så den lo-fi-tilgang, man fandt på deres tidligere udgivelse, erstattes af et fyldigt, helstøbt lydbillede. Det er nedbarberet og simpelt, selvom gruppen sporadisk eksperimenterer med nye virkemidler; således inddrages både elektrisk guitar og trompeter på albummet.
“Free at Dawn” åbner det drømmende elektrotrip. Det er tilbagelænet chillwave, som trækker tråde tilbage til de sene 80’ere og bands som Talking Heads og Blondie. Det er ufarligt, velafprøvet og døsende, når der langsomt tilføjes flere og flere elementer nummeret igennem. Small Black har virkelig fat i den brede pensel, og selv forsanger Josh Kolenicks vokal er langtrukken og behageligt afslappende.
Lyrikken komplementerer det ellers positive lydbillede. Albummets cover viser en mand og kvinde i omfavnelse på hver sin side af en høj trappestige, hvilket efter sigende symboliserer manglen på rigtig kontakt i hverdagen, og det afspejles også i teksten. »Other lives droned / far from the grass where I lay / each eye stared out the opposite way« synger Kolenick i titelnummeret og cementerer et dystert billede af det liv, man nu engang må føre i en metropol som New York: tæt forbundet med et hav af forskellige individer, mens man samtidig savner dybere forbindelse hinanden imellem.
Den frodige lyd er gennemgående albummet igennem. Den varme reverb, de flygtige guitarriffs og den lette, pulserende bas giver Limits of Desire en harmløs stemning, der byder lytteren velkommen til bandets nænsomme univers. Til tider bliver det dansevenligt som i “Only a Shadow”, der er som revet ud af New Orders Low-Life, og i det afsluttende nummer, “Outskirts”. Ikke fordi det byder op til vild dødsdisko, men snarere kontrolleret tripperi til de bløde beats.
Det er dog, som om albummet simpelthen ikke tager chancer nok. Den pletfrie, R’n’B-agtige produktion efterlader ikke meget plads til fantasi og gør samtidig, at numrene forsvinder imellem hinanden. ”Canoe” er et skridt i den rigtige retning, når den på mærkværdig vis indledes med et langsomt beat, og Kolenicks vokal udvikles i falset i stedet for den luftige stemmeføring, der præger resten af albummet. Lyrikken modarbejder, at albummet flyder ud, men træder aldrig mærkbart frem i lydbilledet. Small Black forsøger ikke at være anderledes, nyskabende eller overordentligt kreative, men måske rammer de på Limits of Desire tidsånden så præcist, at man simpelthen overser ideen. I hvert fald bliver albummet aldrig helt vedkommende, og musikkens døsige karakter ender simpelthen med at lulle lytteren i søvn.
