Som et sonisk angreb eksploderer bassen ud over publikum i dét øjeblik, hvor Stefan Burnett indtager scenen. Ganske vist er han kun noget, der minder om 180 centimeter høj, men hans demagogiske udstråling kunne have fået samtlige publikummer til at lave synkront knæfald, alt imens han står dér og slynger det ene pseudomilitante mantra ud efter det andet.
Amerikanske Death Grips er noget helt unikt inden for hiphoppen, og deres musik såvel som koncerter er uden sidestykke noget af det mest aggressive, genren har spyttet ud i løbet af sin mere end 30 år lange levetid. Udover førnævnte Burnett tæller gruppen Andy Morin som musikalsk altmuligmand og så Zach Hill bag tønderne – en rolle, som han også påtager sig i blandt andet Hella samt for Omar Rodriguez Lopez’ soloprojekter.
Til min ret så store ærgrelse var Hill ikke at finde på scenen, og med ham ude blev der automatisk mere plads til Burnett på den i Primavera-sammenhæng store scene, hvilket han forstod at udnytte til fulde. Der var ikke de moves, der ikke blev prøvet af, og med numre som ”Guillotine”, ”Get Got” og ”I’ve Seen Footage” var der heller ikke skyggen af regler foran scenen, hvor jeg sågar nåede at spotte en deodorant anvendt som flammekaster.
Midt i det hele var det dog ikke til at komme uden om den altoverskyggende bas, der til tider fuldstændig dræbte det resterende lydbillede. Dette gik også ud over Burnetts vokal, og hans ellers så knivskarpe lyrik blev fuldstændig negligeret i forhold til publikumsfesten.
Det er længe siden, jeg er blevet blæst så meget bagover af lydbilledet til en koncert, som jeg blev til nattens koncert med Death Grips. På den ene side har jeg det egentlig fint nok med det, da det giver et tydeligt bevis på en musikindustri, der stadig søger mod ekstremerne og efter at sætte nye standarder. Men på den anden side, så ødelagde det samtidig også det, jeg nu engang var taget til koncert for – nemlig musikken – og det kan selvfølgelig ikke andet end at få indflydelse på min samlede vurdering.
