Det handler om piger, men på coveret står Anders Rhedin, manden bag kunsternavnet Dinner, selv og poserer selvbevidst i sort/hvid med halskæde og blindt øje. Det lover jo umiddelbart godt, og jeg havde bestemt også glædet mig til genhøret med dommedagsrøsten, men desværre fungerer pigetemaet langtfra lige så godt som L.A.-temaet, der gav Dinners debut-ep et stænk af sofistikeret gys.
Der lægges ellers ud med den glimrende “Overtake”, ep’ens ubestridte højdepunkt, hvor særligt nogle små charmerende »au!«-hyl får mig helt op af stolen. Det er – selvfølgelig, fristes man til at sige med L.A.-ep’en in mente – ildevarslende med en enkel mørk synthfigur, der leder op til kirsebærret på toppen: et fantastisk effektfuldt omkvæd, så grandiost og dog så simpelt. Efter to sekunder kan man croone med. »It’s overtaking me,« synger Rhedin med ophøjet ro, og det er lige sådan, jeg føler for det kryptiske musikalske landskab, der fremmanes her. Derfor er teksterne, som generelt ikke byder på det store, også mindre vigtige – for Rhedin er en mester i at fremmane dragende stemninger, der virker sært overjordiske, når de er allerbedst.
Mindre elegante er de okkulte undertoner i den efterfølgende “This Girl”, hvor synthen får modspil af, hvad der lyder som en forvirret, halvkvalt saxofon – lidt malplaceret, som den står og flagrer mod slutningen. Efter sigende er Dinner inspireret af rituel magi og shamanisme, og det giver bestemt mening i forhold til den messende vokal. Til tider lyder det, som om Rhedin har siddet kutteklædt i en klam kælder og indsunget teksten, og det er så her, at vokalen tangerer det påtagede og fjollede. Det slog mig en lille smule med debuten, og det slår mig for alvor nu som et decideret irritationsmoment. Om det er bevidst eller ej, kan jeg kun gisne om. Komikken fortsætter med den lidt kluntede “Girl”, komplet med hæse støn til sidst (svært ikke at tænke på The Beatles’ nummer af samme navn, om end der er verdener til forskel).
Hvor effektfuld og gennemført Dinners æstetik end er, kan jeg ikke nægte, at lidt mere afveksling ville have været godt. Særligt med debut-ep’en, der fulgte samme skarpt skårne format, i hukommelsen længes man efter afvigelse fra grundskabelonen. Således indfrier Girl ikke mine forhåbninger om mere variation og nye veje i Dinners skarpt optegnede univers. Det er mere af samme teatralske skuffe, og når det er godt som i åbningsnummeret – ja, så er det virkelig godt. Jeg har dog konceptet mistænkt for at fungere bedst i små doser på det korte ep-format, og hvis næste udgivelse er et fuldlængdealbum, skal der virkelig arbejdes på at holde tomgangen på afstand.
Hovedet på sømmet! Konceptet brillerer i EP-format, men det holder ikke til et fuldlængde album. Lige så vild jeg er med EPen, ligeså meget håber jeg på mere variation på en eventuel fuldlængde ELLER nok selvindsigt fra Dinner til at stå ved at det kun fungerer til EP. Det er et godt og vigtigt bidrag til diverse playlister og musikscenen i det hele taget, og jeg håber på at Dinner kan få det til at fungere så vi også har lyst til at lytte med fremover.