Først en indrømmelse: Jeg synes, at Editors er fede. Og tydeligt var det, at de ikke er en ligegyldig brik i musikhistorien, da danske Rufus Spencer indtog scenen på Studenterhuset under minifestivalen Cancerbeat denne fredag aften.
Alene faktummet, at der for alvor var skruet op i det sekund, den første akkord blev slået an, var et meget velkomment tiltag fra den svenske-danske trio bestående Rufus Ethan Spencer og brødrene Peter og Lukas Leer.
Forsanger Rufus Spencer leverede en overbevisende vokal med en næsten vibrerende desperation, der overbeviste mig om to ting, som minimum. Først og fremmest, at britpoppen lever i bedste velgående med dens dertilhørende evigt charmerende stramme jeans og insisterende et-bens-tramp i gulvet. Men også at der her på scenen stod nogle mennesker, der virkelig mente det. Ikke så meget pis med dem.
Her er ulykkelig kærlighed, men solen skal nok stå op igen i morgen. Det til tider noget dystre tekstunivers, bandet bevæger sig i, blev pakket ind i friskt fremførte sange, der emmede af positivisme og lysten til at kaste sig ud i livet med krop og sjæl.
Rufus Spencer udviste en god portion perfektionisme, når det kom til justering af monitor og stemning af guitarer. Men da en forstærker led overlast efter syvende sang, beviste de, at de stadig har den fuck-you-attitude, som rigtig god rock fordrer. Og sammenbruddet fik de også vendt til deres fordel, da den spinkle forsanger efterfølgende spillede et akustisk nummer fra en stol midt i lokalet – en nødløsning, der skulle vise sig at blive et af mine personlige højdepunkter.
At publikum i Studenterhuset er en utaknemmelig størrelse, skyldes i dette tilfælde i hvert fald ikke Rufus Spencer, der leverede alt og lidt til af, hvad man kunne forvente.
