Det er de færreste albums, der er så følelsesmæssigt udmattende, at selv det halve ville have været alt for meget. Debutalbummet If You Leave fra den London-baserede trio Daughter er et af de få. Her er ulykkelig kærlighed reglen frem for undtagelsen. Og hvor det dog befriende, troværdigt og smukt.
Jeg er med garanti blot én blandt mange, der med både høje forventninger og store forhåbninger har set frem til If You Leave. Daughter har, med Elena Tonra i spidsen som tårefremkaldende hjerte-smerteforkynder, i løbet af de seneste år leveret nogle flotte ep’er i form af bl.a. His Young Heart og The Wild Youth. Et fællestræk for ep’erne er en komprimeret, nærværende og nærmest – lyrikken til trods – varm produktion, hvor der ikke er tilsat de store mængder strøm eller effekter.
Sådan er det ikke længere. If You Leave er et koldt, følelsestungt og rørende album, hvor rumklang og urolig instrumentering svøber Tonras smukke stemme og knugende lyrik i larmende stilhed. Det er fortsat indierock og -folk, men nu i form af en blanding af de store armbevægelser fra Sigur Rós og Florence & the Machine samt den minimalistiske og stemningsmættede tilgang fra The xx.
Udviklingen virker egentlig ganske naturlig, og kombinationen giver Daughter en interessant spændevidde rent musikalsk. Hvad det derimod er svært at ændre på, er det følelsesunivers, som Elena Tonra, Igor Haefeli og Remi Aguilella befinder sig i. Der er så meget sorg fordelt på de 10 skæringer. Det gør ondt hele vejen igennem, men på en måde der bekræfter, at man er i live. For selvom titlen antyder en håndgribelig frygt for at blive forladt, så ligger der mere bag: Frygten for ikke at kunne føle noget.
Forleden havde jeg en snak med en god ven om, hvordan det til tider kan være svært at føle noget og ikke mindst at have tid til at føle noget. Han sammenlignede idealtilstanden med hjerterytmen – så længe der er en god rytme med højde- og lavpunkter, så lever vi. Når vi er højt oppe eller dybt nede, så føler vi for alvor noget. Kærligheden kan byde os både det ene og det andet, men der er ingen tvivl om, at Daughter i høj grad dyrker det Ian Curtiske »Love will tear us apart«.
If You Leave er en blanding af nye numre samt numre fra tidligere ep’er. De ældre sange er genkendelige, men har fået tilføjet et ekstra lag, så de passer sammen med resten af pladen. Nummeret ”Youth” er blevet mere dramatisk, men transformationen høres især på ”Tomorrow”, der flere steder eksploderer i bulder og brag. Inspirationen synes at stamme fra Sigur Rós, hvilket også gælder den tunge ”Lifeforms” samt den livlige ”Human”, der virkelig lyder som noget fra islændingenes Með Suð Í Eyrum Við Spilum Endalaust.
Åbningsnummeret ”Winter” er lige så koldt, som titlen antyder, og leder undervejs tankerne hen på titelnumrene fra Wild Beasts’ Two Dancers. Trommerne er spinkle, guitarerne bedrøvede og fyldige. Der er nogle fængende overgange, hvor tårerne presser sig på, som trangen til varme og nærvær gør det på en kold vinterdag.
Netop nærværet samt det at føle noget er temaet på ”Touch”, der efter flere gennemlytninger står tilbage som et af pladens stærkeste numre. Tekstmæssigt er numrene i det hele taget enormt vedkommende og gennemarbejdede, men ”Touch” indfanger på forunderlig vis den ungdom, der for evigt er en del af os, og som altid er på jagt efter kærlighed, der gør ondt. Det handler om blot for en stund at føle noget: »In the night / When we touch / In the night / ‘Cause I’ve been lusting it.« Herefter kan jagten begynde forfra.
Men berøringen kan være følelsesløs, hvilket singleforløberen ”Still” vidner om. Et parforhold i opløsning iscenesættes ganske subtilt. Omkvædet »Still with feet touching / still with eyes meeting / still our hands match / still with hearts beating« fortæller, hvordan parret fortsat registrerer hinanden, men uden for alvor at føle noget. Ingen tør dog sige noget, og stilheden kvæler langsomt resterne af det, der engang var. Fanget af det, der tidligere var befriende.
Flere steder ses det, at erkendelserne i kærlighed kan være svære og let vokser en hen over hovedet – især når det kommer til den hypotetiske overvejelse, der ligger i albumtitlen If You Leave. I modsætning til ”Smother”, hvor frygten for at såre eller skade andre og efterlade et mærke kommer til udtryk, så leverer ”Shallows” et noget anderledes bud. Vi vil gerne huskes, hvilket skinner igennem, når Tonra nærmest hvisker: »If you leave / When I go / find me / in the shallows / lying on my back / watching stars collide.«
Daughters debutalbum er et seriøst bud på et af årets bedste albums, idet det har en klar rød tråd samt en uvurderlig nerve og intensitet. Det eneste, gruppens kan klandres for, er, at de efterlader lytteren fuldstændig udmattet og tung om hjertet. Håbet synes fjernt, men lysten til at fortsætte og vende tilbage er til stede. Og ligeså med kærligheden, som vi trods smerten vender tilbage til. Fordi vi ønsker at føle noget.
Om jeg er helt galt på den, ved jeg ikke. Men overordnet får If You Leave mig uvægerligt til at tænke på følgende citat fra Gregory David Roberts roman “Shantaram”: »Til at begynde med, når vi virkelig elsker nogen, er vores største frygt, at den vi elsker vil holde op med at elske os. Hvad, vi burde frygte og grue for, er selvfølgelig, at vi ikke kan holde op med at elske dem (…)«
