Thom Yorke er tilbage. Efter sin solodebut i 2006, The Eraser, vendte han tilbage til de vante rammer i Radiohead, men nu er han på eventyr igen – denne gang i bandkonstellationen Atoms for Peace. Gruppen består af mange dygtige musikere, der har bidraget til projekter af Beck, Radiohead, R.E.M., Forro in the Dark, og det mest prominente navn er vel Flea fra Red Hot Chili Peppers. Siden 2009 har gruppen eksisteret som liveband, men i år albumdebuterer de med Amok.
Yorke har udtalt, at musikerne var samlet over en fælles kærlighed til afrobeat, og at albummet var “the product of getting together, getting wasted and listening to Fela Kuti”. Selv om musikken på Amok ikke er afrobeat i sig selv, kan man alligevel mærke indflydelsen. Den høres tydeligst i det sammenflettede virvar af rytmer, og særligt åbningsnummeret “Before Your Very Eyes” har et utroligt rigt lydbillede af forskellige slaginstrumenter, der væver sig ind i hinanden.
På trods af den spændende kombination af musikere og en inspirationskilde i den fabelagtige Fela Kuti, virker albummet mest af alt som Thom Yorkes personlige opfølger til The Eraser. Samlingen af stramme og groovy beats af levende rytmebilleder, de dybe basgange og overfloden af dyster synthesizer fungerer igen som en platform, hvorfra Yorke udtrykker sine skæve fortællinger om kærlighed og mangel på samme.
Gennem albummet trækkes man gennem det ene mørke landskab efter det andet, mens det gradvist eskalerer til en slags dommedagsprofeti i “Amok”. Som albummet skrider frem, virker Thom Yorke mere og mere apatisk over sin rolle i det her apokalyptiske univers. Det skal nu ikke ses som en svaghed. Gennem albummet formår han at levere den ene kryptiske og passiv-aggressive tekst efter den anden, og det på et niveau og i en stil, som kun passer Thom Yorke.
Særligt “Ingenue” står tilbage som et virkelig godt eksempel på, hvordan sammenspillet mellem den elektroniske verden, de stammeinspirerede afrobeatrytmer og Yorkes abstrakte fortællinger kan skabe et fantastisk resultat. Den perfekte scene skabes for Yorke, der fortæller sin historie om en ung og uskyldig kvinde, der har stjålet hans hjerte, men nu har forladt ham.
Albummet består af ni stærke enkeltnumre, men som helhed mangler albummet den endelige forløsning. Selv efter utallige gennemlytninger sidder jeg tilbage og mangler et absolut højdepunkt. På trods af Yorkes overlegne vokal og spændende tekster bidrager han ikke med noget usædvanligt, og bandmedlemmerne virker optaget af at holde sig til manuskriptet. Derfor er det, som om albummet aldrig topper – sandsynligvis fordi det er så struktureret og stramt organiseret. En smule mere risikovillighed og en større sårbarhed ville have givet albummet det sidste skub. Jeg savner at blive overrasket, men der er på virkelig godt og desværre en smule ondt intet overraskende ved Amok.
