Yderst få pladeselskaber har en så stringent musikalsk æstetik som tyske Raster-Noton, og Jon Egeskov alias Pixel passer perfekt ind. Hans flimrende, prikkende beats er konstrueret af mikroskopiske stumper af digitalt vraggods. Tikkende fejllyde, summende støj og skingre bip udgør rytmespor, der hele tiden forskyder sig i forhold til hinanden og skaber nye med- og modrytmer. Til tider er det endda, som om Pixels rytmik – måske takket være hans studier af indisk musik – er mere raffineret end de øvrige Raster-Noton-kunstneres og en anelse mindre kølig og konceptuel.
Guitaren er en sjælden gæst hos det Chemnitz-baserede selskab, og derfor fik de forvrængede klange da også Pixels 2009-album The Drive til at stikke ud fra label-kollegerne. Det var dog også, som om guitaren fyldte mellemlejet så meget ud, at de minimalistiske, gnistrende beats blev lige vel anonyme.
På Egeskovs fjerde album har udtrykket imidlertid forandret sig ganske meget. The Drive var et soundtrack til en forestillet køretur gennem USA, og her lykkedes guitarfladerne sine steder med at aftegne store, åbne landskaber som dem, Egeskov må have set for sit indre blik. På Mantle har han tværtimod flyttet sine rytmemaskiner ind i et knugende, lukket rum, hvor såvel guitaren som enhver form for melodi er forment adgang. I stedet blipper og kradser elektronikken mere desperat end på de tidligere plader. Lyden er mere industriel og overstyret, og åbningsnummeret “Line Level” slår stemningen an med flossede støjflader og ru mikrobeats omsluttet af statisk elektricitet. Om der er under- eller overtryk, er svært at sige – men ligevægt er der så afgjort ikke.
De otte numre på Mantle bærer på en gennemgående fornemmelse af trussel. Ja, når Egeskov for alvor skruer op for brutaliteten, er det, som om undergangen er umiddelbart forestående – eller også er murene i det klemte rum i hvert fald ved at give efter for dundrende trykbor som i “Steel Tape”. Det fascinerende ved Pixels fjerde album er, at han endnu en gang formår at gøre sine afmålte, bistre rytmeprogrammeringer kropsligt appellerende. Godt nok har Egeskovs apparater mere end svært ved at kommunikere gennem den hvæsende støj, men de knokler, kæmper og fejler på en maskinelt funky facon, der trækker tråde til slut-90’ernes Autechre.
De konstante trykforstyrrelser og den evige susen er dog også med til at gøre Mantle noget mindre åben for fortolkning end de tidligere Pixel-plader. Hvor Set Your Center Between Your Parts in Order to er så rummelig og skrabet, at lytterens fantasi ikke kan undgå at arbejde videre på at fuldende lydbilledet, er det nye album helt anderledes definitivt i sit sortsyn. Det øger den emotionelle effekt, men gør det samtidig sværere at engagere sig aktivt i musikken; den tårner sig op over lytteren, men inviterer ikke til, at man bevæger sig ind i den.
Ikke desto mindre rummer Mantle nogle af de stærkeste numre i Pixel-diskografien. Når albummet er bedst – i “Brown Shirt” og “Nesting Screen” – opnår Egeskov en stor dynamisk spændvidde mellem den dumpe, rumlende rytmebund og diskante klikmønstre. Hans beats tæsker og banker indhyllet i metallisk efterklang, og sammenbruddet er nært. Her giver det bonus for Pixel, at han prioriterer kraft over subtilitet: Rytmerne smælder som skudsalver, gulvet ryster, og nu er det ikke rart at være i rummet længere. Men døren er låst.
