Nogle gange kan man ikke lade være med at overveje, om musikere ikke gør det for besværligt for sig selv. Hvorfor skal der f.eks. partout slæbes et såkaldt carillon rundt i det meste af Europa, fordi en krukket musiker vil på tour med verdens tungeste instrument. En tre tons tung djævel af et klokkespil i 64 dele, der oprindeligt blev opfundet i det kinesiske Shang-dynasti for 3500 år siden og nu transporteres fra intet ringere end Løgumkloster Kirkemusikskole i Sønderjylland til diverse steder rundt omkring i Europa. Kunne en fiks lyd på et 80’er keyboard ikke gøre arbejdet i stedet?
Det monstrøse instrument bærer ikke desto mindre en helt essentielt central rolle i den tyske minimaltechno-producer Hendrik Weber (alias Pantha du Prince) og en række norske perkussionisters blanding af klassisk musik og minimal house. Både på papiret og i virkeligheden er det en tillokkende besætning. Det bliver ikke mere kedeligt af, at de fem musikere har så forskellig baggrund som Jaga Jazzist, jazzikonet Nils Petter Molværs trio og Oslo Symfoniorkester. Når de ikke klapper eller knipser, bliver de 10 hænder brugt flittigt til at slå løs på marimba, xylofon, klokker, bækkener og hvad man ellers kan forestille sig af slagtøjsinstrumenter.
Faren for klichéer ved mødet imellem klassisk og andre genrer er overvældende. Resultatet bliver ofte for tænkt og postuleret, og det skyldes skræmmende tit lysten til at stå foran 40 strygere, snarere end at det er nødvendigt at involvere klassiske musikere. Gudskelov formår Pantha du Prince at undgå faldgruberne. Musikken udfolder sig langsomt med klokkernes klang som det bærende element. De fem numre på skiven er dedikeret til lys og bærer titler som “Photon”, “Particle” og “Quantum”. Sammenstødet imellem de mange forskellige klokkers rige klangunivers og Webers mere dystre techno gør også, at man pladen igennem befinder sig imellem lys og mørke. Til tider strides de to, til tider bakker de hinanden op. De slår tit pjalterne sammen i flydende, umærkelige overgange, der naturligt fører lytteren fra nummer til nummer og gør hele skiven til en samlet, velfortalt oplevelse.
“Wave” demonstrerer netop, hvorfor verdens tungeste instrument er alfa og omega på Elements of Light. Klokkerne udfolder sig her på smukkeste vis i en overflod af overklange og samstemmighed, smukt flankeret af elektroniske flader, hvor Weber mestrer at akkompagnere uden at overstråle de stakkels nordmænd. De første syv minutter får klokkerne lov til at udfolde sig i alle deres gennemsigtige nuancer, inden man ved hånden bliver ført over i polyrytmiske mønstre, hvor klokkernes alsidighed kommer til udtryk: fra de lyse bjælder til den dundrende kirkeklokke. Når man så første gang rammes af en dump stortromme og bas, er virkningen så meget mere virkningsfuld. Små temaer dukker op og forsvinder igen undervejs, inden lydfladerne igen trænger sig på.
Mødet mellem det klassiske og elektroniske virker usædvanligt velintegreret. På samme tid som musikken udvikler sig langsomt på grænsen til det stillestående, er der i de længere numre (+10 minutter) en underspillet narrativ linje, som gør det til en nærmest hypnotisk oplevelse at lytte til. Hver gang monotonien for alvor lurer om hjørnet, bliver der tilføjet et ekstra lag: knips, hi-hat eller en ny subtil klokkemelodi, der til sammen holder opmærksomheden fastlåst pladen igennem.
Den 17 minutter lange “Spectral Split” er et godt eksempel. Her bliver der med diverse lydflader, klokker, alskens tingeltangel samt hele Webers bagkatalog af technotricks lagt langsomt op til et forløsende klimaks. Men i stedet for at følge svensk metermålshouse til en letkøbt basarmsorgasme går Weber igen mere smagfuldt til værks og lader forløbet udvikle sig ved egen kraft, inden det igen svinder ind, og pladen lukker med en terapeutisk klokkespilssang.
Elements of Light er en plade, der for alvor åbner sine fremragende nuancer ved gentagne lyt. Det praktiske og logiske problem i klokkernes antal og størrelse opvejes til fulde af det unikke særpræg, de giver til musikken. Lys møder mørke møder klassisk disciplin møder elektroniske udskejelser. Drop bare kirkeklokkerne på søndag, og giv dig hen til Pantha du Prince og hans norske lejesvende.
