Centralia er på en måde lyden af et band, der efter en udtur vender tilbage til det, som de gør bedst. For Mountains betyder det, at det er slut med de storladne eksperimenter, som duoen kastede sig ud i på Air Museum, og som endte i synthhøjdedrag, der havde fylde, men manglede melodi og afveksling. Duoen er nu tilbage ved den gamle form, hvor varmt, akustisk strengespil får modspil af mere kradsende, bølgende perioder.
Det betyder dog ikke, at Mountains ikke har lært noget af afstikkeren. “Circular C” har både nogle af de tydelige krautrundgange, som Mountains overgearede på Air Museum, og samtidig den akustiske arv fra de tidligere album. Åbneren “Sand” har ikke på samme måde afsmitning fra forrige album – til gengæld indeholder det den mest forløsende brug af cello, bandet endnu har præsteret. Det hverken kradser eller droner, men det er utroligt dejligt og trygt.
Men der kan også blive lidt for ukompliceret ‘new acoustic movement’ over nogle af numrene på Centralia. “Identical Ship” og især “Tilt” er lidt frækt sagt et opdateret take på Nick Drake, som lige et enkelt sted stikker en mørk mulighed frem for at ændre karakter og blive mere kradsende, mere dronet – men fravælger den retning. En mere opdateret reference kunne være Tunng. Selvom “Tilt” ender med field recordings fra stranden og en højfrekvent knitren, skabes der ikke rigtig en bro til albummets andre numre.
Det glemmer man dog, når man kommer lidt længere ind i albummet. Centralt troner det 20 minutter lange “Propeller”, der er indbegrebet af Mountains’ lydbillede: vuggende, ekkoende bølger af synth og underneden svag klimprende guitar, som langsomt fader ind. Samtidig sniger en mørkere, mere basset tone sig frem, også pulserende, men langsommere frem og tilbage mellem kanalerne. Så tilføjes endnu et lag. Og endnu ét. Og sådan fortsætter det. Og det bliver ikke kedeligt eller ensformigt.
Musikken skifter egentlig ikke form, men de forskellige elementer skiftes til at overtage lydbilledet, øges i intensitet, små melodier pibler frem af støjen, der startede som mørk brummen, men bliver lysere og lysere, tyndere og tyndere. Og så knækker det hele halvvejs, hvor dronen tager over, og oscillerende rytmer danner et parallelt tæppe nummeret ud.
Der er ikke noget at sige til, at de to sidste numre på albummet virker lidt flade efter denne tur. “Liana” er nærmest lidt forvirret pulserende, og den forvrængede rockguitarlyd, der introduceres sidst i nummeret, falder ret meget uden for resten af det musikalske udtryk på Centralia. Så er “Living Lens” et langt bedre bud på et nummer, der kan tage lytteren ned fra “Propellers” højder og tage afsked med ham med sin fine, afdæmpede vuggeviselignende struktur. Som en downer efter weekendens ekstaseoplevelser.
Centralia indeholder med “Propeller” noget af det bedste, Mountains har lavet. Men også nogle numre, som i sammenhængen virker for ensformige i udtrykket. Der savnes de mere lyse og flimrende numre, som emmer af sommer og livsglæde. De kan heldigvis stadig findes i bagkataloget.
